OPRYKKERE TOPPER KVINDE-DS

0
1164
Skjold Birkerøds kvinder, som nu har kurs mod 1. division. Foto: Skjold Birkerød

Skjold Birkerøds bedste fodboldkvinder, som er nyoprykkere i Kvinde DS-rækken, satte lørdag en tyk streg under et forrygende første halvår i landets tredjebedste fodboldrække.

Holdet spillede ganske vist en elendig første havleg ude mod et andet oprykkerhold, Odense KFUM, som fortjent førte 1-0 ved pausen. Men med tre scoringer i anden halvleg vandt Skjold Birkerød kampen 3-1, og dermed kan holdet gå til vinterpausen som førerhold med 25 point og tre point ned til nummer to, som er Ballerup-Skovlunde (BSF).

“Vi spiller en forfærdelig 1. halvleg med et hav af fejlafleveringer. Vi vælger så i pausen at skifte system med to nye angribere. Den ene, Louise Lehrmann, bliver der begået straffe imod, og den anden, Lise Aagesen, laver de sidste to mål,” fortæller Skjold Birkerøds træner Thomas Lesly Rasmussen.

“Flot gået af pigerne”
Han er imponeret over sine spillere, som nu har vundet otte ud af 11 kampe:

“Det er imponerende at vi som nyoprykker kan lave 25 point i 11 kampe. Pigerne er meget fokuserede, og når jeg kommer med justeringer under kampene, så er de dygtige til at gennemføre ændringerne. Det er flot gået af pigerne,” siger Thomas Lesly Rasmussen.

Formanden for pigeafdelingen i Skjold Birkerød, Lars Stilling Netteberg, er selvsagt også godt tilfreds:

“Spillerne fortjener al mulig kredit for deres indsats. Klubben skal nu geare sig til den nye situation det er at være tophold i Danmarks tredje bedste række,” siger pigeformanden.