Landsholdsanfører drømmer om flere mesterskaber

0
707

Den danske landsholdsanfører Katrine S. Pedersen, som snart runder sin landskamp nummer 200, er slet ikke mæt af titler.

36-årige Katrine S. Pedersen, der spiller i norske Stabæk, kan se tilbage på en sæson, hvor hun er blevet pokalvinder og kåret til årets profil i norsk fodbold. Men hun er stadig sulten efter nye fodboldeventyr. Det fortæller hun til 3f.dk/fodbold, som har interviewet landsholdsanføreren i Brasilien, hvor det danske kvindelandshold lige nu deltager i en fire nationers turnering.

”Selvom jeg er glad for pokaltitlen, så ærgrer det mig frygteligt, at vi missede det norske mesterskab. Det betyder blandt andet at vi ikke er med i Champions League næste år, og det rigtig ærgerligt,” siger Katrine S. Pedersen, som fortsætter mindst en sæson endnu i Stabæk, som i år måtte nøjes med sølv i den norske liga.

”Jeg har forlænget et år mere med Stabæk, hvor vores mål er at genvinde det norske mesterskab, så vi igen kan komme med i Champions League, som er rigtig stort at være med til. Når det år så er gået, så må vi se hvad der skal ske,” siger hun.

Katrine S. Pedersen spillede sin landskamp nummer 193, da Danmark søndag bankede Mexico med 5-0 ved firenationers turneringen. Det er rekord, men den mangeårige fodboldprof går ikke op i den slags, siger hun til 3f.dk/fodbold:

”Det tænker jeg slet ikke på. Det er vist kun noget journalister tænker på. For mig handler det om at opnå resultater på fodboldbanen sammen med landsholdet og sammen med min klub. Jeg tænker slet ikke på, at jeg med lidt held snart spiller kamp nr. 200, men jeg er meget bevidst om, at min klub skal vinde titler, og at Danmark skal klare sig godt ved EM,” siger Katrine S. Pedersen.

Læs hele interviewet her: Katrine sætter stadig nye mål

FOTO: Katrine S. Pedersen er klar til endnu sæson i Stabæk, hvor målet er guld og Champions League.