BRØNDBY VANDT TURNERING I TYSKLAND

0
897

Med en finalesejr på 4-3 over værterne fra tyske Turbine Potsdam vandt de danske mestre fra Brøndby søndag indendørsturneringen Internationaler Turbine Hallencup i Berlin.

Brøndby kom hurtigt bag ud med 0-2 men fik spillet sig tilbage i kampen og kom på 3-2, inden Turbine Potsdam fik udlignet til 3-3 få minutter før tid. I slutminutterne fik Brøndby tildelt et straffespark, som Sanne Troelsgaard omsatte sikkert, og Brøndby-angriberen scorede dermed sit tredje mål i finalen. Brøndbys fjerde scoring stod Anja Thorsen for.

Brøndby kom til finalen via den indledende pulje, hvor det efter en enkelt uafgjort og fem sejre blev til en puljesejr og dermed en plads i semifinalen hvor Østrigske Neulengbach blev besejret med 3-0.

Efter finalesejren blev årets spiller i Danmark 2012, Theresa Nielsen, kåret til turneringens bedste spiller.

FOTO: Theresa Nielsen blev kåret til den bedste spiller ved Internationaler Turbine Hallencup, som i weekenden blev spillet i Berlin. Foto: Andrea Trolle