U18: BSF vandt topkampen i Brøndby

0
898
BSF jubler efter scoringen til 2-1, der faldt få sekunder før slutfløjtet.
BSF jubler efter scoringen til 2-1, der faldt få sekunder før slutfløjtet.
BSF jubler efter scoringen til 2-1, der faldt få sekunder før slutfløjtet.

Spændingen er maksimal i toppen af U18 DM-ligaen, efter at Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) mandag vandt topkampen i  Brøndby med 2-1. Brøndby og BSF hold har nu begge 50 point, og med tre kampe tilbage er kampen om guldet  fuldstændig åben.

Brøndby fører ligaen takket være en bedre målscore end BSF. Men lige efter følger Thisted med 48 point og Næsby med 46 point, og de to forfølgere kan sagtens blande sig i guldkampen, da de har spillet en kamp mindre og møder hhv. Brøndby og BSF i de sidste kampe.

Ny BSF-tro på guldet

Hos BSF har mandagens sejr givet fornyet tro på guldchancerne. I den meget intense topkamp lykkedes det BSF at bringe sig foran 1-0 ved Tanya Arngrimsen i slutningen af 1. halvleg. I anden halvleg kom Brøndby på 1-1 på et mål af Stine Larsen, men i slutsekunderne hev BSF sejren hjem med et hovedstødsmål af indskiftede Büsra Barut.

BSFs anfører Isabel Nederby.
BSFs anfører Isabel Nederby.

”Vi havde fået at vide, at hvis vi tabte i dag, så kunne vi godt droppe alle tanker om at vinde guld. Derfor blev vi ved med at kæmpe, og selv om Brøndbys udligning lige tog lidt af pusten fra os, så kom vi tilbage, for vi ville bare vinde,” lød det fra en superglad BSF-anfører Isabel Nederby efter kampen.

Hun er optimistisk forud for de sidste tre kampe, hvor BSF møder Hillerød, OB og Næsby.

”Alle kampe er svære, men hvis vi spiller som i dag og bliver ved med at tro på, så skal vi nok nå det,” sagde Isabell Nederby – og tilføjede:

”Det er helt vildt, det her”.

224 tilskuere

Ikke færre end 224 tilskuere overværede kampen på Brøndbys bane 2, og de fik ifølge BSF-træner John Froman et intenst opgør, der var en topkamp værdigt:

”Det var en rigtig god fodboldkamp i et meget højt tempo. Begge hold ville vinde, og de blev ved med at kæmpe for det. Samtidig viste kampen, at der er rigtig meget kvalitet på begge hold, som begge er taktisk meget dygtige,” sagde John Froman.

Han roste sine spillere for at ”lykkedes med 99 procent af taktikken”, men han havde også masser af roser til modstanderen Brøndby, og BSF-træneren ser guldkampen som fuldstændig åben – selv om BSF på papiret nok har det letteste program i forhold til Brøndby, der skal møde Thisted, Fortuna Hjørring og KoldingQ i de sidste kampe.

”Jeg tror ikke det er så afgørende, hvem der er modstanderen. Vi har et meget ungt hold, hvor ingen har prøvet at vinde noget, og vi skal møde Hillerød, som gerne vil slå os, et OB-hold, som kan spille frit, og kan så stå med en kamp til sidst, hvor vi selv kan afgøre det. Den slags kampe er helt specielle, så derfor er det helt åbent, hvad der kan ske,” siger John Froman.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.