U18 DM: Brøndby i topform før topkamp – slog Hillerød 6-0

0
753
De forsvarende DM-mestre fra Brøndby slog Hillerød med 6-0. Foto: John Jessen Hansen
De forsvarende DM-mestre fra Brøndby slog Hillerød med 6-0. Foto: John Jessen  Hansen
De forsvarende DM-mestre fra Brøndby slog Hillerød med 6-0. Foto: John Jessen Hansen

Brøndbys U18 DM-piger fik onsdag det bedst mulige afsæt inden topkampen på mandag mod Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF). På udebane mod Hillerød blev det til en stensikker 6-0-sejr, og Brøndby er nu tre point foran lokalrivalerne, som har 47 point på andenpladsen.

”Vi spillede en fantastisk 1. halvleg. Spillerne gjorde som aftalt og fik Hillerød ud at løbe meget, så vi fik skabt rum til os selv, og da vi samtidig var skarpe i afslutningerne, så skulle det gå den vej,” siger Brøndbys U18 DM-træner Rene Nielsen.

Brøndbys første scoring faldt allerede indenfor et minut, og i det 18.-33. minut blev det til yderligere tre scoringer. Kort før pausefløjtet scorede Brøndby til 5-0.

”Det var en fuldt fortjent sejr,  men selv om kampen reelt var afgjort i 1. halvleg, så viste Hillerød flere gange, at de er farlige på omstillinger,” siger Rene Nielsen.

Han ser nu frem til mandagens topkamp mod BSF, der spilles klokken 12 i Brøndby:

”Vi forventer en super svær kamp mellem to super stærke hold, men vi føler os godt forberedt og glæder os. Jeg er overbevist om, at det hold der er taktisk og mentalt bedst på dagen vinder, for begge hold er virkelig dygtige, så det bliver de små ting, der bliver afgørende,” siger Brøndby-træneren.

Foto: John Jessen  Hansen
Foto: John Jessen Hansen

Hillerød: Ungt hold med mange skader

Hillerød har tidligere spillet lige op med topholdene, men onsdag var det tydeligt, at oprykkerne er slidte, her hvor der kun restererer tre kampe:

”Vi er et ungt hold, og vi har mange skader. Vi stiller med et helt nyt midterforsvar i dag på grund af skader, og vi har en årgang 1999-spiller på holdet i dag. De, der var på banen, gjorde det så godt, de kunne,” sagde Hillerøds træner Frank Viggo Rasmussen til Hillerød Posten efter kampen.

Hillerød spiller næste kamp søndag den 26. maj, hvor modstanderen er guldkandidaterne fra BSF:

“I de sidste kampe skal vi møde nummer to og tre, og det bliver svært, men man skal aldrig sige aldrig. Hvis vi kommer til at stå mere kompakt på banen, så kan det blive til point,” siger Frank Viggo Rasmussen til Hillerød Posten.