Brøndbys U18-træner: Vi har overpræsteret i efteråret

0
844
Brøndby åbnede sæsonen med en 4-1-sejr hjemme over Hillerød. Foto: Steen Trolle
Brøndby åbnede sæsonen med en 4-1-sejr hjemme over Hillerød. Foto: Steen Trolle
Brøndby åbnede sæsonen med en 4-1-sejr hjemme over Hillerød. Foto: Steen Trolle

Brøndbys U18 DM-træner Rene Nielsen er ikke bare glad i disse dage. Han er også temmelig overrasket. For Brøndbys U18 DM-hold vandt i sidste uge efterårets sidste kamp over B93-HIK-Skjold, og dermed kan Brøndby gå på vinterferie som ligaens tophold, hvilket er langt bedre, end Rene Nielsen havde turdet håbe på, da sæsonen startede i august.

“Pigerne har præsteret over evne, for vi har en meget urutineret trup og har haft stor udskiftning henover sommeren. På papiret har flere af de andre hold et bedre materiale end os med større rutine og større profiler. Men vi har præsteret bedre og har været mere stabile end de andre,” siger Rene Nielsen til FODBOLD FOR PIGER.

Brøndby er et point foran KoldingQ på andenpladsen og er med syv sejre og tre uafgjorte stadig ubesejret. Holdet har endda spillet en kamp mindre end Kolding, så forrige sæsons DM-mestre ligner igen en kandidat til guldet.

 

Brøndbytræner: KoldingQ er favorit

Rene Nielsen slår dog koldt vand i blodet og afviser, at Brøndby nu er guldkandidater :

“Vores målsætning er stadig top fire. Vi har ikke rutinen til at spille med om guldet og vi har en smal trup. Men selvfølgelig går vi da benhårdt efter medaljer, og kan vi spille, som vi har gjort i efteråret, kan vi da gå hele vejen. Men min egen favorit lige nu er KoldingQ. De har et rigtig stærkt træningsmiljø og mange spillere, der har prøvet de her topkampe på egen krop før,” siger Rene Nielsen.

Han vurderer, at de første kampe i foråret bliver afgørende for Brøndbys medaljechancer:

“De første seks-syv kampe er næsten rene topopgør, og derfor vil meget afhænge af, hvordan vi slipper gennem disse kampe. Det kan gå begge veje. Men vi bevarer begge ben på jorden og vil henover vinteren arbejde benhårdt, så vi er klar til foråret, for vi ved, at nu bliver det os, som de andre vil jagte,” siger Rene Nielsen.

Vores styrke er holdet og en stærk vinderkultur, mener Rene Nielsen.
Vores styrke er holdet og en stærk vinderkultur, mener Rene Nielsen.

“Vores styrke er holdet”

Brøndbytræneren har selv denne forklaring på det imponerende efterår med en point-gennemsnit på 2,4 og en målscore på 26-11:

“Vores styrke er holdet. Vi har ikke profiler, som kan afgøre kampene alene. Vi har dygtige spillere, som kan gøre en forskel, men de er afhængige af holdet. Og så har spillerne været parate hver gang. Det kan man mærke til træningen. De er klar til at ofre sig og de vil vinde, uanset om vi spiller én mod én eller 11 mod 11. Det er en vinderkultur,  vi arbejder meget med, og som betyder meget,” siger Rene Nielsen.

Han tilføjer, at alle på holdet har leveret:

“Vi har en smal trup, men når vi har skiftet ud, så har dem, der kom på banen, gået ind og præsteret”.

“Vi var ikke klar mod Thisted”

I en enkelt af efterårets kampe var det dog så som så med præstationen. Mod Thisted, som lige nu ligger næstsidst, blev det 23. november kun til 2-2, bare en uge efter, at Skovbakken havde slået samme hold 8-3:

“I lige nøjagtig den kamp var vi ikke klar, og det var mit ansvar. Jeg havde ikke formået at sætte spillerne ordentlig op til kampen, så det var fuldt fortjent, at Thisted fik 2-2. Og når det er sagt, så vil jeg tilføje, at  Thisted faktisk er et af de allerbedste hold vi har mødt. De har mange dygtige spillere, men har haft en svær start med trænerskift og udskiftning i spillertruppen,” siger Rene Nielsen.