Da Danmark blev verdensmestre i kvindefodbold i 1970

0
650
VM-holdet fra 1970. Danskerne mistede sit tøj undervejs og måtte på et pr-foto optræde i Milans klubdragt.
VM-holdet fra 1970. Danskerne mistede sit tøj undervejs og måtte på et pr-foto optræde i Milans klubdragt.
VM-holdet fra 1970. Danskerne mistede sit tøj undervejs og måtte på et pr-foto optræde i Milans klubdragt.

I 1970 deltog det danske klubhold Femina i det uofficielle verdensmesterskab i kvindefodbold i Italien. Danmark nåede finalen og slog for øjnene af 50.0oo tilskuere de italienske værter med 2-0 i Torino. En ny bog, “Kvinder der vinder”, fortæller hele historien om dansk kvindefodbold, og FODBOLD FOR PIGER har fået lov at bringe kapitlet om triumfen i Italien og om VM i Mexico året efter, hvor Danmark skulle forsvare sine guldmedaljer:

Af Lennart Weber, fra bogen “Kvinder der vinder”, forlagetlennartweber.dk

EM i 1969

Invitationen til Femina kom via DBU, der havde fået en henvendelse fra den italienske fodboldklub Squadra Calcio Femminile Bologna, der søgte kontakt til en dansk fodboldklub med kvindefodbold på programmet. Og selvom DBU ikke anerkendte kvindeklubberne, så sendte de invitationen videre til Femina.

Ved Europa Cup i Italien deltog landshold fra England, Italien og Frankrig, mens Boldklubben Femina repræsenterede Danmark.

Det skulle senere vise sig, at det var vicepræsidenten for SCF Bologna, Marcata Franco, og Real Torinos præsident, Marco Rambaudi, der begge var aktive i det uafhængige internationale fodboldforbund, Federation of Independent European Female Football, FIEFF, der stod som arrangører af Europa Cup 1969 og året efter også det uofficielle verdensmesterskab i Italien og senere VM i Mexico. Men selvom det var FIEFF, der arrangerede Europa Cup og senere VM 1970 og 1971, så var det reelt nogle private forretningsfolk, der stod bag.

Den ene, Marco Rambaudi, havde en stor møbelfabrik, og en anden havde en stor tøjfabrik. Disse forretningsfolk scorede en kæmpe gevinst.

Udgifterne til rejse og ophold for de deltagende hold var begrænsede, mens entreindtægterne var enorme. Ikke mindst i Mexico, hvor der til semifinalen var 80.000 og til finalen over 100.000 betalende tilskuere.

Det betød i øvrigt, at de mexicanske spillere i 1971 nægtede at spille finalen, medmindre de fik andel i overskuddet. Rygterne nåede den danske lejr, hvor spillerne til danske medier udtalte, at hvis Mexico skulle have penge, så ville de danske spillere også have deres del af kagen.

Kravene fra specielt Mexico blev afvist af forretningsfolkene, og finalen blev som bekendt spillet, og måske fik de mexicanske spillere lidt penge, mod at de så ikke lavede mere ballade. Det er aldrig rigtig blevet afklaret.

Ved Europa Cup i 1969 deltog fire hold. Femina fra Danmark mødte først England, som blev besejret med 4-3. Derefter skulle Femina spille finale mod det italienske landshold, der vandt 3-1, men danskerne jublede over deres sølvmedaljer.

Danmark jubler efter finalesejren over Italien ved VM i 1970.
Danmark jubler efter finalesejren over Italien ved VM i 1970.

VM i 1970

I juli 1970 skulle der afvikles et uofficielt verdensmesterskab. Det var igen FIEFF eller forretningsfolkene bag, der stod for dette arrangement, og igen var det landshold, som deltog, med undtagelse af Danmark, der sendte Femina.

Ingen i Danmark havde indvendt noget imod, at Femina deltog i dette arrangement, og klubben rådede over dygtige spillere, som magtede opgaven at repræsentere Danmark på værdig vis. På det tidspunkt stod Femina uden træner, men via en kontakt til Valby Boldklub fandt man frem til Svend Åge Pedersen, der indvilgede i at være træner for holdet, der skulle til VM.

Det blev dog ikke til noget langvarigt forberedelsesarbejde, faktisk mødte han spillerne første gang, da de skulle afsted fra Hovedbanegården i København til Italien.

”Det var en fantastisk oplevelse, som man aldrig glemmer”, fortæller Inge Kristensen. Vi var et rigtig godt hold, som vi hjemmefra havde suppleret med nogle få gæstespillere fra andre klubber i hovedstadsområdet. Og da vi så vandt finalen, så var der jo ingen grænser for mediernes omtale af os. Vi blev feteret af alle, og der var sådan en særlig stjernestatus over hele den periode”.

I pulje 1 deltog Vesttyskland, England og Femina fra Danmark. I pulje 2 deltog Italien, Mexico og Frankrig.

Danmark skulle spille den første kamp i Bologna mod Vesttyskland. Det var her, Femina mistede deres tøj. Ved indtjekningen på hotellet var et fodboldhold fra Rusland ved at tjekke ud, og ved en fejl fik de tasken med danskernes tøj med. Dagen efter måtte Feminas ledere i en fart besøge en lokal sportsforretning, og det er forklaringen på, at de danske spillere på et pressefoto fra 1970 optræder i Milans klubdragt.

Det med tøjet havde dog ingen betydning for de danske spillere, der gjorde rent bord og besejrede Vesttyskland med hele 6-1. I den sidste puljekamp i Milano vandt Danmark med 2-0 over England.

Dermed var Danmark klar til finalen i Torino, hvor de skulle møde et selvsikkert italiensk landshold med 50.000 ellevilde tilskuere i ryggen, og alle forventede, at Italien ville gentage succesen med sejren på 3-1 fra 1969. Men Feminas spillere ville det anerledes og med to hurtige mål og en sejr på 2-0 sikrede Danmark sig det første uofficielle VM. Målene blev scoret af Helene Østergaard Hansen og Maria Sevcikova. Maria blev senere samme år professionel i Italien.

Sejren gav genlyd hjemme i Danmark, hvor de store danske aviser havde sendt journalister til Italien for at dække finalekampen, og Danmarks Radio sendte kampen direkte i TV. Blandt dem, der fulgte kampen i TV, var Finn Hansen. Han var gift med Helene Østergaard Hansen, og mens Helene spillede VM i Italien, så måtte Finn passe barn og følge med fra hjemmet.

Efter VM blev finalen Danmark-Italien genudsendt i TV med Gunnar Nu Hansen som kommentator og Helene Østergaard Hansen som medkommentator.

Kvinderne fik massiv medieomtale, og der var lagt op til en kæmpe modtagelseskomite på Københavns Hovedbanegård. Kvinderne havde kun fået betalt togbillet af arrangørerne, og de skulle planmæssigt ankomme kl. 23.25. Ved et tilfælde kom de med et tidligere tog, der ankom 20.00 til Hovedbanegården, men da ingen dengang havde mobiltelefon, så var der ingen modtagelseskomite.

VM i Mexico 1971

I 1971 skulle Danmark forsvare VM-titlen ved det uofficielle verdensmesterskab, som forretningsfolkene oprindeligt havde planlagt afviklet i Frankrig, men som endeligt blev placeret i Mexico den 18. august til den 5. september, der i 1970 havde været vært for mændenes VM.

Invitationen til kvindernes VM kom til Femina, der jo havde vundet VM i 1970 og dermed på sin vis var selvskrevne deltagere. Men den stærke medieomtale i 1970 og tiden efter have også betydet, at andre klubber mente, at tiden var inde til at danne et egentligt landshold med spillere fra flere klubber. Dansk Kvinde Fodbold Union, der ikke var specielt stærk, pressede også på.

”Jeg tror, at alle i Femina havde en klar opfattelse af, at nu skulle der dannes et egentlig landshold med de bedste spillere fra hele landet. Det var ikke nok, at vi inviterede et par gæstespiller med”, fortæller Inge Kristensen.

”Jeg husker tydeligt, at det var en enig bestyrelse i Feminas bestyrelse, der besluttede at overdrage invitationen til Dansk Kvinde Fodbold Union, og jeg mindes ikke nogen sure miner i Femina.

Måske har der været en enkelt, der var skuffet over ikke at blive udtaget, men vi respekterede, at der blev nedsat en særlig udtagelseskomite, og at de havde ansvaret for at udtage de bedste”.

Der blev snakket meget om landsholdet i det forår, og det var tydeligt, at der var en bred stemning for, at landsholdet skulle sammensættes med spillere fra flest mulige klubber.

Der blev nedsat en særlig udtagelseskomite, der blev gennemført en del samlinger og testkampe, og slutteligt spillede Østdanmark mod Vestdanmark, hvorefter landsholdet blev udtaget. Det endte med, at Femina, der stadig var den dominerende klub, kun fik 1 spiller med på landsholdet, nemlig Helene Østergaard Hansen, mens Inge Kristensen blev udpeget som holdleder.

VM-holdet 1971

Efter afvikling af en stribe udtagelseskampe over hele landet, så havde den særlige udtagelseskomite under Dansk Kvinde Fodbold Union udtaget de 15 spillere, der ses i nedenstående boks, til VM i Mexico:

Som træner deltog Jørgen Andreasen, Inge Kristensen fra Femina var holdleder og Kristian Jensen, Skovlunde og formand for Dansk Kvinde Fodbold Union var den politisk ansvarlige leder af truppen.

Da først holdet var udtaget, så blev der lynhurtigt etableret et utroligt stærkt sammenhold, som stadig består. Og flere deltagere fra VM-turen fortæller samstemmende, at der hurtigt blev skabt en meget stærk holdånd. Alle havde det forrygende godt sammen, og alle nød hver eneste time på turen. Oprindeligt skulle Feminas formand, Else Olsen, have været med som holdleder. Men hun havde lige fået barn og turde ikke rejse væk. Så i stedet kom Inge Kristensen med som holdleder.

”Det blev en meget hektisk periode. Der skulle sys tøj til hele holdet. Vi var på en fabrik i Jylland, hvor alle fik taget mål til røde jakker og hvide, plisserede nederdele. Vi var på Statens Serum Institut for at blive vaccineret, og vi fik besked på, at der på grund af højdeforskellen skulle tages en del medicin. Jeg husker, at jeg rejste rundt med nogle kæmpe syltetøjsglas fyldt med piller til hele holdet”, fortæller Inge Kristensen.

Det danske hold blev indkvarteret på flotte luksushoteller. I Mexico City boede de på Hotel Beverly, der havde en stor swimmingpool og natklub.

Spillerne fik besked på, at de ikke måtte gå på natklub, og at de kun måtte gå i swimmingpoolen efter kampene. Begge dele blev overholdt til punkt og prikke.

Bussen brød sammen

Susanne Augustesen, der med sine 15 år var holdets yngste, husker især en episode fra de indledende kampe, hvor Danmark i Guadalajara 800 km fra Mexico City skulle møde Frankrig den 18. august og Italien den 22. august. Det danske hold blev transporteret til kampen i en gammel bus, der brød sammen ude midt i ørkenen. Og her stod danskerne og kunne ikke komme videre.

Men heldigvis kom det italienske hold forbi i en hypermoderne bus, og de samlede danskerne op og tog dem med til kampene i Guadalajara. Blandt de danske spillere morede man sig over denne episode, og der blev talt en del om, at Italien nok havde fået stillet den nye bus til rådighed, fordi det var italienske forretningsfolk, der stod bag turneringen.

VM-turneringen havde deltagelse af 6 lande, der var opdelt således:

Pulje A:

Danmark, Italien og Frankrig. Kampene blev spillet i Guadalajara, ca. 800 km nord for Mexico City.

Pulje B:

Mexico, Argentina og England. Kampene blev spillet i Mexico City.

I den danske lejr var der en vis bekymring over denne opdeling, hvor Italien formentlig havde haft en vis indflydelse på puljerne. Men da spillere og træner samtidig var opsat på at genvinde mesterskabet, så var alle enige om, at det var et mindre problem, og at det reelt bare handlede om, at Danmark skulle vinde over alle hold.

I den første puljekamp vandt Danmark med 3-0 over Frankrig, og derefter blev det 1-1 mod Italien. Dermed var Danmark og Italien sikret adgang til semifinalerne. Og mens Danmark i den ene semifinale vandt 5-0 over Argentina, så besejrede Mexico i den anden semifinale Italien med 3-0 i overværelse af 80.000 ellevilde mexicanske tilskuere.

Kampen mellem Mexico og Italien fik en særlig betydning for det danske hold. Efter kampen påstod de italienske spillere, at de havde tabt, fordi mexicanske fodboldfans uden for hotellet, hvor det italienske landshold boede, havde skabt så meget larm natten igennem, at spillerne ganske enkelt ikke havde fået noget søvn. Af frygt for tilsvarende episoder blev de danske spillere i dybeste hemmelighed flyttet fra deres hotel til privat indkvartering hos personalet på den danske ambassade.

Sug i maven

Susanne Augustesen husker, at denne episode skabte lidt ekstra spænding i kroppen. Det der med rygterne om mexicanske fans og den hemmelige flytning til private hjem var sådan lidt som at være aktør i en amerikansk spionfilm, og det kunne mærkes i maven. Til gengæld fik spillerne en god nattesøvn, og det fik stor betydning.

”Jeg tror, at vi alle sov godt den nat, og jeg var egentlig ikke nervøs før kampen. Man var spændt, for det var jo finalen. Vi stod der i den store tunnel, hvor der var ambulancer. Og så skulle vi gå ud på stadion, over atletikbanen og så ind på fodboldbanen. Jeg kiggede op og så alle de mennesker, det havde ingen ende. Men jeg kiggede hurtigt ned igen og koncentrerede mig om kampen. Der var 110.000 tilskuere, men da først spillet kom i gang, tænkte jeg ikke mere over det”, fortæller Susanne Augustesen.

Hemmelig tunnel

Inge Kristensen husker to andre ganske interessante detaljer fra finalen. De danske ledere havde fået indprentet, at der midt på fodboldbanen, under grønsværen, var en rist. Og hvis der opstod tumult, og tilskuerne stormede ind på banen, så ville risten blive åbnet, og alle spillere, ledere og dommere skulle straks kravle ned til en tunnel under stadion. Men det blev heldigvis ikke nødvendigt. Og selvom de danske ledere havde fortalt spillerne om denne rist, så husker spillerne det ikke. Deres fokus var et helt andet sted. Og faktisk blev det aldrig tjekket, om der reelt lå en rist under grønsværen, eller om historien om risten blot var smart mexicansk forsøg på at skabe ekstra nerver hos det danske hold, der efter privat indkvartering var sluppet for natlig larm og forstyrrelse af nattesøvnen.

”Til gengæld fik vi et større problem lige inden kampen skulle starte. Birte Kjems, Ribe, skulle stå på mål. Og hun var allergisk over for heste. Hun var ikke bange for dem, men lugten af hest fremkaldte allergi. Og lige før kampen skulle starte, blev der afviklet et mindre show med en del heste, og Birte blev straks nervøs. Så i en fart aftalte vi, at reservemålmanden, Lena Schelke, Sundby, skulle holde sig klar. Men heldigvis skete der ikke noget”, fortæller Inge Kristensen.

Da de danske og mexicanske spillere marcherede ind på Estadio Azteca var det med bevidstheden om, at lige præcis her på denne grønsvær havde Brasilien året før spillet mændenes VM-finale mod Italien i overværelse af 107.412 tilskuere.

300 danske tilskuere

Hvor mange tilskuere der var til kvindefinalen Mexico-Danmark, er aldrig rigtig blevet dokumenteret. De italienske forretningsfolk havde en interesse i at skrive tallet ned, så deres overskud ikke virkede så voldsomt. Der har efterfølgende været nævnt mange tal mellem 90.000 og 126.000. Sandheden ligger formentlig et sted derimellem. Billeder fra finalen dokumenterer, at tilskuerpladserne var tæt besat, men modsat har der næppe været ret mange flere end de 107.412, som mændenes finale året før er noteret for.

Og egentlig er det fuldstændig ligegyldigt. Alle kan se, at der var mange tilskuere, og alle ved i dag, at de mange tilskuere på stadion og de mange millioner TV-seere var vidner til et overraskende drama, hvor Danmark blev verdensmestre ved at vinde 3-0 på hattrick af den blot 15-årige Susanne Augustesen fra Holbæk.

Blandt tilskuerne var ca. 300 danskere, der boede i Mexico, men ingen kunne høre dem i den larm, som de over 100.000 mexicanske tilskuere lavede. De forsøgte med alle midler at bakke deres eget hold op, og først da kampens resultat var en realitet, var mange af tilskuerne fair nok til at klappe af de danske kvinder.

”Efter VM-sejren fik vi fortalt, at danske virksomheder fik mange henvendelser om mere eksport til Mexico, og det betød da, at vi var ekstra stolte, da vi kom hjem til Danmark”, fortæller Helene Østergaard Hansen.

De store danske medier dækkede VM, og guldmedaljerne skabte en mediestorm hjemme i Danmark. Kvinderne fik en heltemodtagelse, da de kom hjem. Allerede da flyet stod på landingsbanen, og dørene blev åbnet, stod pressen og tog imod. I lufthavnen ventede familie, venner og hundredvis af danske fans.

Fra lufthavnen blev landsholdet kørt direkte til Københavns Rådhus, hvor overborgmester Egon Weidekamp tog imod med kindkys og de obligatoriske rådhuspandekager. Og medierne fulgte i flere dage de danske helte meget tæt. Susanne Augustesen var – i kraft af hendes hattrick i finalen – særligt i fokus, og medierne beskrev flittigt, hvordan hun efter besøget på Københavns Rådhus blev hentet af Holbæk Kommune, der efterfølgende lavede en særlig modtagelse på rådhuset i Holbæk.

Senere på året fulgte en masse omtale i forbindelse med de mange kåringer af årets bedste resultater, og bl.a. blev kvindelandsholdet kåret som nr. 3 i ”Årets Tolver” i Ekstra Bladet.

Træner og psykolog

Selvom det især var spillerne, der var fokus på, så blev landsholdets træner, Jørgen Andreasen, også fremhævet og rost til skyerne. Mange pressede på, for at Dansk Kvinde Fodbold Union skulle ansætte Jørgen Andreasen permanent. Men Jørgen afviste tanken. Turen havde kostet ham penge, han havde ikke fået dækket tabt arbejdsfortjeneste, og nu var der noget, der skulle hentes hjem. Han lagde heller ikke skjul på, at opgaven som landstræner havde været større, end han troede.

”Det tog tid for mig at finde ud af, hvordan pigerne skulle behandles, for at de var i stand til at yde deres bedste. De er for følsomme til, at man kan skælde dem ud, og holdproblemer løses ikke over en øl. Jeg rejste ud som træner og vender hjem som psykolog”, fortalte en smilende Jørgen Andreasen ved ankomsten til København efter Mexico-turen.

De danske kvindelandshold fra 1971 har stadig kontakt. Spillere og ledere mødtes første gang til 25-års jubilæum i 1996, og sidenhen har det udviklet sig, så de mødes hvert 3. år. I 2011 fejrede de 40-års jubilæum med et weekendarrangement.

”Og selvom de er mange år siden, så har vi det utrolig sjovt sammen”, fortæller Inge Kristensen. Der bliver snakket gamle dage, og hver gang vi ses, har nogen fundet nye billeder frem fra dengang”.

VM i Mexico – selvom titlen var uofficiel – var i høj grad med til at skabe forandring. Selvom mange mænd stadig strittede imod og mere eller mindre offentligt gav udtryk for deres holdning til kvindernes evner på en fodboldbane, så blev VM-titlerne og den mediestorm, det skabte, en klar igangsætter for den proces, der nødvendigvis førte kvindefodbolden ind under DBU, UEFA og FIFA og en langsom opbygning af den nødvendige respekt og anerkendelse.

Det tog tid for kvindefodbold at blive en fast forankret del af den etablerede danske sportsverden. Nogen vil måske mene, at det har taget for lang tid. I den forbindelse er det værd at huske på, at også mændenes fodboldsport havde en indkøringsfase. Faktisk var det først efter 2. verdenskrig, at fodbold for alvor placerede sig som Danmarks sportsgren nr. 1. Nogle vil sikkert hævde, at det først var, da man indførte professionel fodbold, at mændenes fodbold for alvor udviklede sig.

Kærlighed til læderkuglen

Det er også værd at erindre sig, at det danske samfund dengang i 1959 var på et andet niveau. end det vi kender i dag. Selv i 1972, hvor DBU endelig tog kvindefodbolden til sig, var det en anden verden.

VM i Italien og Mexico i 1970-71 skabte en forandring, men bag det var der en underliggende tendens, som ingen kunne have bremset. Kvinderne havde for alvor fattet kærlighed til læderkuglen. Kvinderne havde opdaget det, som mændene havde vidst i årtier, nemlig at fodboldspillet er verdens bedste leg. Spillet giver god motion og skaber fundament for et socialt samvær hvor venskaber opstår og ofte holder livet ud. Så uanset om mændene ville eller ej, så var kvindernes interesse for fodboldspillet vakt. De elskede fodboldspillet, også selvom det var lidt besværligt at finde plads i mændenes verden.

Læs også: Ny bog fortæller historien om dansk kvindefodbold

Vm holdet 1970VM-holdet fra 1970: Bagerst fra venstre: Jana Mandikova, træner Svend Åge Pedersen, Maria Sevicikova, Helene Østergaard Hansen, Inge Kristensen og Lilli Nielsen. Forrest: Joan Nielsen, Ann Lindh, Jytta Termansen, Birgit Schram, Kirsten Schäeffer, Joan Thomsen og Marianne Pihl.