Ny bog fortæller historien om dansk kvindefodbold

0
4069
Feminas hold fra 1972, hvor den sidste turnering blev spillet udenfor DBU.
Feminas hold fra 1972, hvor den sidste turnering blev spillet udenfor DBU.
Feminas hold fra 1972, hvor den sidste turnering blev spillet udenfor DBU*. Privatfoto

Lennart Weber har skrevet og udgivet den samlede fortælling om dansk kvindefodbold fra 1887 og frem til sidste sommers EM-slutrunde i Sverige. ”Det er på tide vi giver kvinderne den respekt, de reelt har fortjent i årevis,” siger han om bogen

Af Steen Trolle

”Hvorfor må piger ikke også dyrke fodbold i S.B. & I?”.

Sådan skrev 14-årige Lene Jørgensen i 1959 til den lokale fodboldklub i Slagelse. Lene Jørgensen var året forinden flyttet til Skellet i Slagelse med sin familie og hun var begyndt at spille fodbold sammen med drengene på en lille fodboldbane i kvarteret. Dét accepterede drengene, for Lene Jørgensen var fysisk stærk og kunne sagtens være med i fodboldlegen. Men da hun henvendte sig til Slagelse BI, så blev hun afvist – og det fik Lene Jørgensen til at skrive et brev til klubben, som behandlede brevet på sin generalforsamling i foråret 1959.

Sagen blev omtalt i en lille notits i den lokale Sorø Amtstidende, og derfra blev den opfanget af Ugebladet Feminas chefredaktør, som satte en garvet sportsjournalist, Alf Mørkeberg, på sagen. Han blev sendt til Slagelse for at interviewe Lene Jørgensen og bladet besluttede sig at afprøve, om man kunne få gang i kvindefodbold i Danmark. I 1960 arrangerede Femina en pokalturnering, som 30 hold deltog i og den 13. oktober 1959 var bladet med til at stifte en fodboldklub, Femina, som i årene efter blev Danmarks førende og som i 1970 vandt det uofficielle verdensmesterskab for kvinder

!4-årige Lene Jørgensens brev var altså med til at kickstarte kvindefodbolden i Danmark, og det er en af de mange historier, som er grundigt beskrevet i en ny bog, ”Kvinder der vinder”, der på 192 sider fortæller den samlede historie om dansk kvindefodbold.

Bogens forfatter Lennart Weber.
Bogens forfatter Lennart Weber.

Manden bag er Lennart Weber, der både har skrevet og udgivet den rigt illustrerede bog på eget forlag. Anledningen er 40 året for den første officielle landskamp i DBU regi, men Lennart Weber går helt tilbage til stiftelsen af den ældste fodboldklub for kvinder i Danmark  i 1887 – og frem til sidste sommers EM-slutrunde i Sverige, hvor det danske kvindelandshold fik bronze og blot var en straffesparkkonkurrence fra at komme i EM-finalen.

Bogen indeholder også en grundig gennemgang af alle landskampe gennem 40 år, og der er registrering af alle kvinder, der har spillet landskampe og scoret mål på landsholdet. Desuden er der masser af andre informationer om dansk kvindefodbold.

”Kvinderne har vundet guld ved både VM og EM og senest placeret sig mellem Europas fire bedste nationer. De arbejder utrolig seriøst med deres sport. Derfor er det på tide, at vi giver kvinderne den respekt, de reelt har fortjent i årevis,” siger Lennart Weber om baggrunden for bogen.

Han har selv været tæt på mange af de begivenheder, han beskriver i bogen. Lennart Weber var nemlig i en årrække informationschef i 3F, som har været sponsor for kvindelandsholdet i mange år, og han har blandt andet dækket mange landskampe for 3Fs fodboldsite, 3f.dk/fodbold

”Kvinder der vinder” af Lennart Weber, 192 sider og rigt illustreret. Vejledende pris 249,95 kroner. Bogen kan købes hos boghandlere eller bestilles på http://forlagetlennartweber.dk/

*) Feminas hold fra 1972: Bagerst fra venstre: Joan Thomsen, Kirsten Ewers, Helene Østergaard Hansen, Linda Olsen, Birgit Schram og Grethe Mogensen. Forrest: Irene Christensen, Jytte Termansen, Joan Nielsen, Kirsten Schäeffer, Anne Marie Berg og Inge Kristensen.