U16-landsholdet til England: “Vi skal se hvordan pigerne præsterer på højt niveau”

0
894
U17-landstræner Anders W. Damgaard skal stå i spidsen for U16-landsholdet på turen til England.
U17-landstræner Anders W. Damgaard skal stå i spidsen for U16-landsholdet på turen til England.
U17-landstræner Anders W. Damgaard skal stå i spidsen for U16-landsholdet på turen til England.

Hvordan klarer pigerne sig, når de skal spille kampe på internationalt niveau?

Det bliver det vigtigste fokusområde for landstræner Anders W. Damgaard, når han i den kommende uge står i spidsen for det U16-landshold, som deltager i turneringen UEFA Development Tournament i Birmingham i England.

Turneringen gælder som sådan ikke noget, og landstræner Anders W. Damgaard kender af gode grunde ikke meget til spillerne hos modstanderne, som er årgang 98-spillere fra Polen, Schweiz og England. Men resultaterne er heller ikke det afgørende:

”Det vigtigste er at se på de spillere, vi selv har med. At se hvem der har niveauet til at spille disse kampe. Selv om man er vant til at spille U18 DM, så træder man lige et trin op, når man skal spille landskamp, og de her kampe minder meget om de EM-kval-kampe, som skal spilles til efteråret. Så det er en god mulighed for at se, hvordan de klarer sig på det her niveau,” siger Anders W. Damgaard til FODBOLD FOR PIGER.

Udviklingsturnering

UEFA Development Tournament er en ny turneringsform, som UEFA har udviklet. Formålet er at give flere lande mulighed for at spille landskampe, så de kan udvikle sig og teste deres niveau i forhold til andre lande, samt at øge antallet af kampmuligheder for spillerne mellem EM-turneringerne.

Det danske U16-landshold deltog i en tilsvarende developmentturnering i august, som fandt sted i Polen. Denne gang finder turneringen sted på det berømte Sct. George Park. Det er et gigantisk fodboldcenter, som det engelske fodboldforbund har etableret for et milliardbeløb, og som benyttes af alle de engelske landshold.

”Det er fantastiske rammer, så det bliver en stor oplevelse for pigerne,” siger Anders W. Damgaard, som rejser afsted med truppen lørdag morgen.

Afløser for Danny Jung

Han er normalt U17-landstræner, men står for turen, fordi U16-landstræner Danny Jung skal til Schweiz med A-landsholdet, hvor han er assistenttræner.

”Jeg fungerer også som assistenttræner for U16-landsholdet, så jeg har fulgt holdet hele året, og det er jo det her hold, der skal op og spille EM-kval-kampe for U17-landsholdet til efteråret, så det er en god anledning for mig til at se dem i kampe,” siger Anders W. Damgaard.

To klubtrænere med som assistenter

Som noget nyt får han følgeskab af to klubtrænere. Rene Nielsen, U18 DM-træner i Brøndby, og Anders Hørkjær Pedersen, U18 DM-træner i Varde IF,  skal fungere som assistenter på turen til England.

”Det er en rigtig god mulighed for at optimere vores samarbejde med klubberne,” siger Anders W. Damgaard.

Der er udtaget 20 spillere til turen. 19 ud af 20 kommer fra jyske eller fynske klubber.

”Det er tilfældigt.  Lige nu er der mange jyske spillere på holdet, men andre år har der været mange sjællændere. Det svinger meget fra år til år,” siger Anders W. Damgaard.

Danmarks kampe ved UEFA Development Tournament:

Søndag d. 6. april kl. 16:00: Danmark – Schweiz (St. George’s Park)

Tirsdag d. 8. april kl. 19.00: Danmark – England (St. George’s Park)

Fredag d. 11. april kl. 11.00: Danmark – Polen (St. George’s Park)

Læs også: 20 spillere med U16-landsholdet til UEFA-turnering i England