Brøndbys U18-piger møder franske topklubber

0
1346
Brøndby jubler efter en scoring i U18 DM-ligaen. Nu skal de prøve kræfter med de bedste franske hold.
Brøndby jubler efter en scoring i U18 DM-ligaen. Nu skal de prøve kræfter med de bedste franske hold.
Brøndby jubler efter en scoring i U18 DM-ligaen. Nu skal de prøve kræfter med de bedste franske hold.

Der venter Brøndbys U18 DM-piger et par spændende men svære fodbolddage, når de i eftermiddag lander i Frankrig. Brøndby er inviteret til at deltage i en stor international U19-turnering i Sablé sur Sarthe i Frankrig, og de danske piger er i pulje med to af Frankrigs bedste U19-hold, Paris Saint Germain og Toulouse.

Brøndby har haft et halvskidt forår i U18 DM-ligaen og har tabt de seneste tre kampe, så cheftræner Rene Nielsen forventer ikke, at Brøndby rejser hjem med pokal og guldmedaljer fra Sablé sur Sarthe.

”Vi kan godt risikere at rende ind i nogle ordentlige lussinger. Men det kan blive en rigtig god rettesnor for spillerne i deres uddannelse. De kommer til at møde nogle af de bedste hold i Europa og vil dermed kunne se, hvad de er oppe imod i forhold til hurtighed og spilopfattelse. Så jeg tror, at de kan få et godt fingerpeg om, hvad de skal hjem og arbejde med,” siger Brøndbytræneren.

Hold fra Tyskland, Spanien og Sverige

Der deltager 16 hold i turneringen, heraf fem ikke-franske hold. Foruden Brøndby drejer det sig om svenske FC Rosengaard (Malmø), Valencia (Spanien) og Leverkusen og Essen (Tyskland). Arrangør er den franske klub Sable FC, som kalder turneringen for ”den første internationale turnering for U19-kvinder i Frankrig”.

”Fodboldmæssigt tror jeg sagtens, at vi kan være med, men vi kan nok ikke være med, når det gælder hurtighed. Men jeg er sikker på, at spillerne kan få en masse ud af det, selv om det godt kan blive mentalt hårdt, for de er lidt nede i øjeblikket. Det bliver vores største opgave – at få dem mentalt op igen,” siger Rene Nielsen.

Brøndbyspillerne lander i Paris fredag eftermiddag, hvorefter de kører den fire-en-halv time lange tur til Sablé sur Sarthe. De skal nok forvente en del trafik på vejene – Sablé sur Sarthe ligger nemlig tæt på Le Mans, hvor det berømte 24 timers motorløb køres i samme weekend.

Brøndby spiller den første kamp lørdag kl. 12. Der spilles kampe á 2 x 30 minutter. Finaler og placeringskampe spilles søndag.

Plakat for den franske turnering.
Plakat for den franske turnering.