U17 DM: Team Viborgs guldfavoritter tabte til OB

0
1451
To måls-skytten Mia Garn.
To måls-skytten Mia Garn.
Mia Garn scorede til 2-0.

Spændingen er forstærket i toppen af U17 DM-ligaen, efter at OB søndag hentede en overraskende sejr over topholdet Team Viborg på 2-0 hjemme i Odense.

Team Viborg er nu bare to point foran Skovbakken, der har spillet en kamp færre, og både BSF og Brøndby på de efterfølgende pladser kan skimte Team Viborg med tre og fire point op til førstepladsen.

Det jyske tophold, som har hele syv spillere med på U17-landsholdet, kom ellers til Odense med masser af selvtillid i bagagen efter sidste uges storsejr på 6-0 over Brøndby. Men hjemmeholdet havde også godt med selvtillid efter sidste uges sejr på 2-1 over IF Lyseng, og det var OB, der kom bedst fra start.

Bare fem-et-halvt minut var gået, så var OB foran. En løs bold blev ikke sparket ordentlig væk af Viborg-forsvaret, og det blev lynhurtigt udnyttet af OBs Michele Hannibaldsen, som snuppede bolden og skød den sikkert ind bag Katrine Jakobsen i Viborg-målet.

Team Viborg fik derefter et lille overtag i spillet, men gæsterne blev aldrig rigtig farlige, takket være et kompakt OB-forsvar. I den anden ende huserede Mia Garn som den altoverskyggende spiller, og det var netop Mia Garn, som bragte OB på 2-0 inden pausen.

Team Viborg beskriver målet sådan her i sit referat fra kampen:

”En OB-omstilling sætter Mia Garn alene med Laura Frank som afventer lidt for længe. Det giver Mia mulighed for at gå venstre-om på Laura, som sættes af og så er Katrine Jakobsen sidste skanse inden målet. Katrine kommer stormende frem, men en flot afslutning fra Mia Garn fordobler OB’ernes føring til stillingen 2-0”.

I anden halvleg startede Team Viborg langt mere aggressivt, og med en halv time igen, gik topholdet over til at spille med tre mand i bagkæden for at lægge ekstra pres på OB-defensiven. Det gav en del chancer, men den sidste kvalitet manglede, og dermed kunne OB tage sin bare tredje sejr i sæsonen – et resultat der sender holdet tættere på Lyseng og Hillerød i bunden af rækken.

Team Viborg møder i næste kamp Varde, som har vundet fire ud af de sidste fem kampe. OB får besøg af KoldingQ, der lørdag tabte til Brøndby.

RESULTATER FRA WEEKENDENS KAMPE I U17 DM-LIGAEN:

  • Brøndby-KoldingQ 4-1
  • Varde-IF Lyseng 3-2
  • AaB-BSF 1-2
  • OB-Team Viborg 2-0
  • Vildbjerg-Fortuna Hjørring                  3-4
  • B.93/HIK/Ryparken-Næsby 2-3
  • Skovbakken-Hillerød 2-0