Per Nielsen ny cheftræner for Brøndbys 3F-kvinder

0
2377
Per Nielsen bliver cheftræner for et hold, der er gået ubesejret gennem efteråret.
Per Nielsen bliver cheftræner for et hold, der er gået ubesejret gennem efteråret.
Per Nielsen bliver cheftræner for et hold, der er gået ubesejret gennem efteråret.

Det er en sand klublegende, som fremover skal stå i spidsen for Brøndbys 3F-kvinder. Per Nielsen, der har spillet 547 ungdoms- og seniorkampe for Brøndby IF, har skrevet under på en kontrakt, som gør ham til cheftræner frem til sommeren 2016. Han afløser Peer Lisdorf, der kort før jul trak sig fra cheftrænerposten af personlige årsager.

”Det er en talentfuld trup, som er inde i en god udvikling, og det ser jeg frem til at bygge videre på. Selv om det er et ungt hold, så er der ambitioner om at vinde, og det er en spændende udfordring,” siger Per Nielsenn til brondby.com, superligaholdets officielle hjemmeside.

Per Nielsen har de sidste fire år været cheftræner for Hvidovre Ifs divisionsherre. Nu vender han tilbage til klubben, hvor han var anfører for superligaholdet i årene 2002-2008.

”Brøndby IF har været omdrejningspunktet i mange år for mig, og jeg ser frem til at komme tilbage i klubben og sætte mit fingeraftryk på udviklingen af kvindefodbolden,” siger Per Nielsen,  der også kan skrive 10 A-landskampe på fodbold-cv’et.

Brøndby-formand takker Lisdorf

Christian Barrett, formand for Brøndby IF’s amatørafdeling, siger om trænerskiftet til brondby.com:

”Brøndby IF’s kvinder er et nyt, ungt hold, som allerede har taget nogle flotte skridt. Vi er overbeviste om, at Per Nielsen kan fortsætte den gode udvikling i jagten på tilbageerobringen af det danske mesterskab. Derudover håber vi, at Per og spillerne kan bygge videre på Champions League-resultaterne og kvalificere sig til semifinalen”.

”Vi glæder os meget over dette samarbejde. Per Nielsen har Brøndby IF i både blodet og hjertet. Både fagligt og kulturelt passer vi sammen”.

Klubformanden sender samtidig en tak til Peer Lisdorf, der afleverer et hold, der lige nu er på 1. pladsen i 3F Ligaen, skal spille pokalsemifinale og har kvalificeret sig til kvartfinalen i kvindernes Champions League:

”Jeg vil gerne takke Peer Lisdorf for mange års samarbejde og ønske ham god vind fremover. Han har leveret flotte resultater med kvindeholdet, som er blevet en fast bestanddel af toppen. Det er ikke mindst Peer Lisdorfs fortjeneste,” siger Christian Barrett.

Læs også: Peer Lisdorf stopper som cheftræner for Brøndbys 3F-kvinder

Peer Nielsen er tilbage i Brøndby.
Peer Nielsen er tilbage i Brøndby.