U19-landstræner: Svær pulje til EM

0
917

En svær lodtrækning, men det danske U19-landshold er ikke uden muligheder, hvis de rammer topformen.

Sådan lyder vurderingen fra U19-landstræner Søren Randa-Boldt, efter at der onsdag aften blev trukket lod til de to puljer ved sommerens EM-slutrunde, som spilles 15.-27. juli i Israel.

Danmark møder Frankrig i den første kamp, som spilles 15. juli. Derefter venter Sverige den 18. juli og værtslandet Israel den 21. juli. De to bedst placerede hold i puljen går videre til semifinalen, hvor de skal spille mod nummer et og to fra den anden pulje, som består af England, Tyskland, Norge og Spanien. Vinderne af semifinalen spiller EM-finale den 27. juli.

“Det blev som forventet en svær lodtrækning. Frankrig og Sverige er favoritter, men vi lægger os ikke ned og selvfølgelig har vi en mulighed for at gå videre, hvis vi rammer topformen,” siger Søren Randa-Boldt til FODBOLD FOR PIGER på en sms fra Israel, hvor lodtrækningen fandt sted i halvlegen i den israelske pokalfinale mellem Apoel Beer Sheva FC og Maccabi Tel-Aviv FC.

Søren Randa-Boldt har tidligere luftet, at semifinalen bør være Danmarks mål ved EM-slutrunden. En semifinale-plads giver nemlig automatisk kvalifikation til U20-verdensmesterskabet, som næste gang spilles i østaten Papua Ny Guinea, der ligger nord for Australien.

Ekstrem vigtig forberedelse

Om de kommende ugers forberedelser, siger Søren Randa-Boldt:

“Tiden fra nu til slutrunden er ekstrem vigtig for pigerne, deres træning skal doseres rigtigt og de skal ikke overbelastes. Det har jeg fuldt ud tiltro at vores danske klubber hjælper til med, da et godt resultat vil gavne os alle i dansk kvindefodbold,” siger U19-landstræneren – og tilføjer på sms’en:

“Jeg glæder mig som et lille barn”.

U19-landsholdet kvalificerede sig til EM-slutrunden, da holdet i april vandt den såkaldte Final Round-turnering i Holland. Billetten kom i hus, da Holland blev slået med 1-0 i finalen.

Foto: U19-landsholdet jubler, da EM-kvalifikationen var hjemme med en sejr over Holland ved forårets Elite Round. Foto: DBU