Team Viborg to sejre fra U17 DM-guldet

0
1461

Team Viborg tog første skridt mod det, der kan blive en fantastisk uge, da de lørdag slog Brøndby 2-1 på Brøndby Stadion.

Sejren betyder, at Viborg nu er bare to sejre fra at sikre sig DM-guldet. Team Viborg har 61 point, mens Skovbakken har 64 point, efter en storsejr søndag på 8-0 over bundholdet Næsby. Men Team Viborg har en langt bedre målscore end Skovbakken, og da aarhusianerne kun har én kamp tilbage, mens Team Viborg mangler to kampe, så kan Team Viborg ssikre sig guldet, hvis de vinder de to sidste kampe over BSF og OB.

”Det er en superspændende uge, vi går ind i. Der er intet andet end sejre, der gælder, hvis vi vil have guld. Vi slutter af på søndag på Viborg Stadion mod OB med et kæmpe set up, hvor vi gerne skal have guldmedaljerne. Men skal det lykkes, skal der to sejre til,” siger Team Viborgs træner Louise Snedker – og tilføjer:

”Vi har haft et par nedture i foråret, hvor vi troede vi havde mistet guldet. Så er det bare så fedt, at vi nu står og kan afgøre det selv”.

Det bliver en superspændende uge, siger Team Viborgs cheftræner Louise Snedker.
Det bliver en superspændende uge, siger Team Viborgs cheftræner Louise Snedker.

Spænding til sidst

Lørdagens kamp på Brøndby Stadion understregede, at Team Viborg vil gøre alt for at få guldet. Jyderne dominerede overfor et afventende Brøndby-hold og i det 31. minut gjorde Viborgs Justine Stausbøl Christensen det til 1-0. Samme Justine scorede til 2-0 få minutter inde i anden halvleg, og selv om Brøndby fik reduceret i slutfasen, hvor hjemmeholdet fik sat et pres ind efter at have brændt et straffespark, formåede Team Viborg at holde Brøndby fra yderligere scoringer.

”Jeg synes vi har helt styr på første halvleg, hvor vi er spilstyrende og skaber flest chancer. Vi kommer også godt i gang i anden halvleg og skaber nogle chancer, som vi burde have lukket kampen med. Men så får de straffesparket og en scoring, og så kan det hurtigt ende i en udligning. Jeg står og tænker, at nu er det vigtigt, at vi holder hovedet koldt og undgår at panikke, og det lykkedes heldigvis,” siger Louise Snedker.

For Brøndby betyder nederlaget, at BSF med en sejr på 3-1 over FA København nu er på tredjepladsen, et point mere end Brøndby. BSF har desuden spillet en kamp færre end Brøndby og kan derfor sikre sig bronzemedaljerne, når de møder Team Viborg på onsdag i den næstsidste kamp. Men gør de det, ja, så mister Team Viborg guldet.

”Så derfor må I sørge for at vinde på onsdag – gerne stort,” lød det fra Brøndby til Team Viborg efter kampen – et løfte som jyderne uden tvivl vil gøre alt for at leve op til.

Team Viborg var spilstyrende i store dele af lørdagens kamp.
Team Viborg var spilstyrende i store dele af lørdagens kamp.
Justine Stausbøl Christensen har bragt Team Viborg foran.
Justine Stausbøl Christensen har bragt Team Viborg foran.
Fotos: FODBOLD FOR PIGER
Fotos: FODBOLD FOR PIGER