U19-DAGBOG: Fodtennis, bryllup og banan med makrel…

0
727
Pause ved torvet Der skåles i kolde colaer

U19-landsholdet er i Hviderusland, hvor holdet 15., 17. og 20. september skal spille tre EM-kvalifikationskampe mod Hviderusland, Letland og Rumænien. Undervejs skriver spillerne på skift dagbog fra turen. Line Kudsk, Næsby Boldklub, og Katrine Svane, Team Viborg, skriver om fredag:

Dagen startede som altid ud med morgenmad på hotellet, hvorefter vi gjorde klar til træning. Pga. kamp i går bød dagens træning på restitutionstræning, hvilket indebar 20 min løb og udstrækning med fyssen, efterfulgt af en fodtennis turnering, som blev vundet af Obel og Rikke Marie.
Efter træningen stod den på frokost, som til alles overraskelse endnu engang bestod af kylling, pasta og ris. Menuen var dog en anden for Rikke Marie, da hun havde tabt et væddemål til Nicoline og derfor måtte spise banan med makrel, hvilket nok ikke går hen og bliver hendes nye livret…

Efter frokosten stod den på hvile, inden vi skulle på udflugt væk fra hotellet. Turen gik denne gang til gågaden i Mogilev, som endte på et stort torv, hvor vi var vidne til et vaske ægte hviderussisk bryllup. Turen gik efterfølgende hen til en lille cafe, hvor vi alle fik noget koldt at drikke. Efterfølgende var det tid til shopping, men da gågaden ikke bød på et hav af spændende butikker, endte de fleste i det lokale supermarked.

Der skåles i colaer.
Der skåles i colaer.

Tilbage på hotellet blev tiden inden aftensmaden brugt på at se gårsdagens kamp mod Letland. Efter aftensmaden blev der hygget på gangen med tegn og gæt, høj musik og partners. Spillene måtte dog sættes på pause, da det var tid til et møde, som denne aften brugt på oplæg om vores næste modstander Rumænien. Efter mødet var det tid til snack, som blev nydt på gangen mens spillene blev spillet færdige.

Godnat her fra Mogilev
Hilsen Line Kudsk og Katrine Svane