To Brøndby-spillere sætter fodbolden på pause

0
2224

To spillere på Brøndbys 3F-ligahold har lagt fodboldstøvlerne på hylden, i hvert fald for en tid. Det er Stephanie Holm og Chirine Lamti, begge 21 år, som efter grundige overvejelser har valgt at tage en pause. Det skriver Brøndby på sin facebookside.

”Stephanie skal fokusere mere på sit studie og venner. Det samme skal Chirine, som også har haft en svær tid med udfordringer i familien, der nu kan tages hånd om,” skriver klubben.

Begge spillere siger, at de kommer til at savne fodboldlivet, holdkammeraterne og de stærke sociale bånd i truppen. Og de bliver selv savnet, understreger sportschef Seref Aras:

”Både Steffi og Chirine vil blive meget savnet! De har den rette sportslig indstilling og har begge været stærke socialt ift. resten af truppen og vores udvikling her på holdet. Jeg ønsker dem alt det bedste, og begge ved, at de er altid velkommen til at vende tilbage hvis muligheden og ønsket opstår,” siger han.

Chirine Lamti debuterede i august på U23-landsholdet, da hun blev indskiftet i en kamp mod Finland.

Stephanie Holm
Stephanie Holm