U17 DM: Team Viborg rykker op på 2. pladsen

0
793

Team Viborg spillede sig lørdag op på 2. pladsen i U17 DM-ligaen. Hjemme i Viborg blev det til en sikker 3-0 sejr over BSF. Dermed stryger Viborg forbi BSF, og da Fortuna dagen efter måtte nøjes med 1-1 mod Vildbjerg, er det nu Team Viborg der er 2’er efter ligaens suveræne tophold Brøndby.

BSF kom bedst fra start, men hjemmeholdet fik hurtigt spillet sig ind i kampen, og efter 16 minutter blev det 1-0 på et mål af topscorer Simone Nørgaard. I 2. halvleg gjorde Sissel Sandal det til 2-0 efter seks minutter, og samme Sissel slog sejren fast otte minutter før tid.

Det var dog ikke målene, som 2. halvleg vil blive husket for. Det var i stedet en alvorlig skades-episode, som sendte BSFs målmand på sygehuset. I forbindelse med et hjørnespark faldt hun ned i græsset og slog hovedet, og kampen måtte afbrydes i en længere periode, mens BSF-keeperen blev hentet af en ambulance.

Uheldet påvirkede afslutningen på kampen. Spillerne var påvirkede af begivenheden, og det gik ud over intensitetenvtil sidst, fortæller Team Viborgs træner Louise Husum Snedker.

Team Viborg møder i næste weekend Skovbakken, mens BSF hjemme tager i mod Varde. Skovbakken tabte i weekenden ude mod B93, mens Varde hjemme tabte 0-2 til Hillerød.