AaB bedste klub ved Vildbjerg Cup 2016

0
1727

Fem medaljer ud af seks mulige. Det var udbyttet, da AaB sidste weekend i juli deltog i det store sommerstævne Vildbjerg Cup. Dermed blev nordjyderne det mest vindende hold ved årets stævne.

AaB deltog med fire pige elite hold og to drenge 2 hold. Det blev til fem podieplaceringer, og alle pigehold fik medaljer:

AaB blev kåret som den bedste klub med 5 podieplaceringer ud af 6 mulige!

  • U14 piger vandt sølv
  • U15 piger vandt sølv
  • U16 piger vandt guld
  • U18DM piger vandt bronze

U14 pigerne deltog for første gang i cuppen sammen med nye trænere på 11 mands baner, som også var nyt for dem. De kæmpede sig frem til en finale imod Vildbjerg, hvor de spillede 0-0. Kampen blev afgjort på hjørnespark til fordel for Vildbjerg.

U15 pigerne spillede sig også frem til finalen, men måtte se sig slået af IF Lyseng, som scorede til 1-0 ret tidligt i kampen. Trods mange chancer lykkedes det ikke U15 pigerne at udligne.

U16 pigerne skulle forsvare deres titel som vindere af Vildbjerg Cup for 4. år i træk ligesom de skulle lære deres nye træner at kende. Det lykkedes dem ved at vinde finalen over Vildbjerg. Kampen endte 1-1, men AaB vandt på den særlige Vildbjerg-regel om, at når der er uafgjort, så er det holdet med flest hjørnespark, der vinder.

U18DM pigerne skulle bruge turneringen til at komme igang igen, finde hinanden og lære deres nye træner at kende. De havde nogle intense kampe og blev stensikre vindere af bronzekampen mod Melby-Liseleje IF.

”Ud over, at det er helt fantastisk, at vi kan tage til en cup og med alle pigehold komme på sejrspodiet, så er det også ganske enestående, at vi modtog pokalen for ”Bedste klub – Vildbjerg Cup 2016”. Det fortæller noget om, at AaB ikke kun er skarpe på enkelte årgange, men faktisk er det fra de yngste til de ældste,” siger Pia Nielsen fra kvinde-/pigeafdelingen i AaB.

“Herligt, at der også hele vejen rundt har været tid til hygge og ”kommen-hinanden-ved”. Der har været gode aftener med grill af såvel store som små bøffer, råhygge i liggestole med dyner i tusmørke, skumdisco med og uden skum, quiz med pudsige spørgsmål og fysisk krævende øvelser og meget andet, som også er en vigtig del af det hele, og som er med til at styrke vores fællesskab på kryds og tværs,” siger Pia Nielsen.