Ny sportschef skal styrke pigefodbold i Ikast KFUM

0
821

Ikast KFUM har indgået aftale med Lars Snedker om et samarbejde omkring styrkelse af pigefodbolden i Ikast.

Lars, der får funktion som sportschef i pigeafdelingen i Ikast KFUM, kommer fra en lignende funktion i Team Viborg, der er en af landets stærkeste pige-klubber til talentudvikling.

”Jeg tager nogle af mine erfaringer med fra Viborg, og specielt de ting, som jeg ved der virker. Jeg glæder mig til at bidrage til en styrkelse af pige-fodbolden i Ikastområdet, men jeg har samtidig stor respekt for kulturen og værdierne i Ikast KFUM, og der bliver ikke tale om en revolution – snarere starten på en langsigtet udvikling,” siger Lars Snedker.

Styrkelsen af pigefodbolden i Ikast skal både ske i form af at udvikle talenter og elitespillere – men samtidigt skal der også skabes en større bredde. Altså er målet at få flere piger til at spille fodbold – og at gøre dem dygtige til det, skriver Ikast KFUM i en pressemeddelelse.