Priserne regner ned over Camilla i USA

0
1247

11 priser, 36 mål og 7 assist på én sæson. Det har Camilla Andersen præsteret i løbet af de seneste måneder for University of Northwestern Ohio i USA, som hun har spillet for siden september 2015. Nu har hun forlænget aftalen med det amerikanske universitet og er klar til at fortsætte sin amerikanske succeshistorie et år endnu. Læs interviewet med 22-årige Camilla Andersen, der tidligere har spillet 3F-liga i Skovbakken og KoldingQ:

Af Andrea Signe Trolle

”Jeg har altid haft en drøm om at komme til USA og spille på College. I 2015 var muligheden der pludselig og så tog jeg skridtet. Jeg rejste til Ohio og startede på UNO, som står for University of Northwestern Ohio”

Sådan lyder det fra 22-årige Camilla Andersen, der for knap halvandet år siden besluttede sig for at skifte 3F-liga i Skovbakken ud med et nyt liv på college i USA. Hun havde afsluttet gymnasiet i juni 2015 og det åbnede muligheden for at begynde et nyt eventyr i USA.

”Træneren på UNO skrev til mig i 2013 efter han havde set mig til EM, om jeg kunne tænke mig at komme derover og spille for universitetets hold. Men på det tidspunkt var jeg kun halvvejs igennem gymnasiet, så der havde jeg ikke muligheden for det. Et par måneder før jeg var færdig med gymnasiet kontaktede jeg ham og spurgte om han stadig var interesseret. Det var han heldigvis, og så rejste jeg derover i september samme år.”

Camilla fik tildelt et fuldt scholarship og derfor betaler skolen for hele hendes ophold, hvilket også inkluderer hendes uddannelse i Sports Management and Marketing, som Camilla læser parallelt med fodbolden på et niveau svarende til en dansk bachelor. Det har vist sig at være en god investering for UNO. I sidste sæson var Camilla medvirkende til at sende hendes hold til tops og alene i denne sæson har Camilla scoret 36 mål:

”Den række, som mit hold spiller i, hedder NAIA. Det er rækken for de små universiteter. I den række er der omkring 20-25 underrækker, hvor jeg så spiller i en af dem. Vi vandt vores række sidste sæson og gik derefter videre til Nationals, som er en slutrunde blandt vinderne af underrækkerne. Den vandt vi også, hvor jeg desuden ved slutrunden blev jeg tildelt prisen ’Most Valuable Player’. Så på nuværende tidspunkt er vi det bedste hold i NAIA i USA.”

camilla-usa-1

University of Northwestern Ohios pigehold efter sejren ved Nationals slutrunden. 

En del af forklaringen på holdets succes er ifølge Camilla, at holdet tæller mange internationale og talentfulde spillere fra alle verdenshjørner:

”Vores hold minder lidt mere om europæiske hold. Vores modstandere er meget fysiske. De løber rigtig meget, og så spiller de en masse lange bolde. Hvorimod midt hold er ret anderledes. Vi har kun to spillere fra USA, hvor resten af holdet er internationale spillere fra hele verden, så af den årsag har vi et mere spillende hold. Alle de hold vi møder pakker sig meget sammen. De er rigtig fysiske og kan løbe solen sort, men de spiller ikke fodbold på samme måde, som vi gør.”

camilla-usa-2

Camilla overrækkes prisen ’Most Valuable Player’ ved Nationals slutrunden.

National Player of the Year

’Most Valuable Player’ er ikke den eneste imponerende titel, som det danske talent er blevet tildelt. Trænerne fra de forskellige college-hold er nemlig blevet enige om, at det danske talent har udmærket sig ekstraordinært i den seneste sæson:

”Trænerne fra klubberne i NAIA har en organisation, som hedder NSCAA. Der har trænerne og nogle folk i NAIA stemt på ”NAIA-NSCAA National Player of the Year 2016’, som jeg er blevet tildelt. Overrækkelsen finder sted den 12. Januar i Los Angeles, så der rejser jeg over sammen med tre andre spillere, vores cheftræner og vores assistenttræner for at modtage prisen.”

Udover titlerne ’Most Valuable Player’ og ’NAIA-NSCAA National Player of the Year 2016’, så kan Camilla glæde sig over 9 andre titler, som hun har præsteret gennem sidste sæson. Heriblandt titlerne ’WHAC Offensive Player of the Year 2016’ og ’Player of the week WHAC’. Der er derfor ikke noget at sige til, at UNO har valgt at forlænge Camillas ophold et år mere:

”Jeg har nu været der i lidt over 1 år og et par måneder, men nu har jeg så forlænget mit ophold på skolen, så jeg tager et år mere derovre på samme skole. Jeg har udviklet mig meget på UNO. Jeg føler, at jeg er blevet en bedre fodboldspiller også fordi min træner tror rigtig meget på mig, så jeg får også lov til at spille en lidt fri rolle, hvor jeg kan gøre lidt hvad jeg vil.”

Til december næste år vender Camilla igen næsen hjem mod Danmark. Der vil hun på jagt efter en 3F-klub:

”Jeg rejser hjem igen næste december. Der vil jeg gerne finde en 3F-klub, hvor jeg kan få fuld spilletid. Det har desuden altid været min helt store drøm at komme på A-landsholdet, men den har jeg sat på pause imens jeg er i USA.”

Oversigt over titler, som Camilla er blevet tildelt i sin seneste sæson i USA:

  • WHAC Offensive Player of the Year 2016
  • WHAC First Team 2016
  • Player of the Week WHAC
  • Most valuable Player in the National Tournament 2016
  • All Tournament-Team Nationals 2016
  • All American Team 2016
  • Academic All-District Team 2016
  • Academic All-American Team 2016
  • NSCAA NAIA Women’s All-Mideast Region Team 2016
  • NSCAA NAIA Women’s All-America Team 2016
  • NSCAA NAIA Women’s National Player of the Year 2016

camilla-usa-4 camilla-usa-6 camilla-usa-3 camilla-usa-5