3F-ligaens topscorer: Jeg kæmper hele tiden for at blive bedre

0
1337

Med 18 mål i sæsonens har Nanna Christiansen fra Brøndby skabt en overlegen føring i 3F-ligaens topscorerlister. Hun har scoret dobbelt så mange mål som listens nr. 2, så det bliver en vanskelig opgave for hendes konkurrenter, hvis de skal forsøge at indhente hendes føring i det kommende halve år. Men hvem er talentet bag de mange mål? FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med angriberen, om hendes liv som professionel spiller i Danmark både i Brøndby og på landsholdet.

Af Andrea Signe Trolle

Øverst på 3F-ligaens topscorerliste står navnet Nanna Christiansen. Hun er 27 år, spiller professionelt i Brøndby – og så elsker hun at score mål og vinde fodboldkampe.

”Jeg elsker simpelthen bare elsker at spille fodbold. Det er det, som jeg glæder mig til i min hverdag og i weekenden glæder jeg mig til at spille kamp. Fodbolden er det som driver mig og derfor betyder det selvfølgelig meget for mig, at jeg er topscorer. Jeg elsker at score mål, fordi et af mine personlige mål som angriber er, at jeg skal score endnu flere mål end jeg tidligere har gjort. Det er derfor rigtig dejligt at have opnået et af de mål, som jeg har sat med min udvikling ved at være topscorer”

De mange mål er ikke kommet let til Nanna. Det har både krævet mange år med en massiv træningsindsats, men også motivationen for spillet, som hun har bevaret siden hun for små tyve år stod på banen for første gang:

”Jeg startede da jeg var 7-8 år i Skjold. Der spillede jeg indtil omkring 17 års-alderen, hvor jeg så skiftede til Brøndby. Der har jeg spillet næsten uafbrudt siden udover sæsonen 2013/14, hvor jeg spillede i den dengang sammensatte klub B93/HIK/Skjold. Nu træner jeg hver dag undtagen onsdag, hvilket bliver til fire ugentlige holdtræningspas, to ugentlige morgentræningspas og 1-2 ugentlige styrketræningspas og så en kamp. Men det er intet problem at holde motivationen for træningen er altid det, som jeg glæder mig til i hverdagen.”

16128246_10210569408084231_1000030826_n

EM i fokus

Udover den næsten daglige træning i Brøndby, så er Nanna Christiansen også en del af et danske A-landshold. Til sommer drager A-landsholdet mod EM i Holland, hvor Nanna ikke lægger skjul på, at det er hendes klare mål at blive en del af den trup, som skal kæmpe for de rød-hvide farver til sommer:

”Jeg vil gøre alt for at komme med til EM til sommer. Jeg vil knokle hårdt for at få en masse spilletid og så håber jeg på, at jeg kan blive blandt de afgørende spillere på landsholdet. Derfor skal jeg træne benhårdt og der er ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave. Der er hård kamp om pladserne og de er alle rigtig dygtige. Det er derfor vigtigt, at jeg hele tiden leverer og præsterer til træning og kamp, så jeg kan fastholde et højt niveau. Jeg vil derfor hele tiden kæmpe for at blive en bedre fodboldspiller, så jeg kan nå mit mål om at komme med til EM til sommer.”

Generelt går Nanna Christiansen et spændende halvår i møde. Hun skal sammen med Brøndby forsøge at genvinde The Double, kæmpe for en plads i EM-truppen, mens hun er ved at færdiggøre sin uddannelse ved siden af:

”Det kommende halve år bliver helt vildt spændende. Her i januar skal jeg op og forsvare min bacheloropgave, som jeg næsten lige har afleveret og så jeg er færdiguddannet pædagog. Derefter stræber jeg efter at få et deltids- eller vikarjob, så jeg har tiden til at fokusere på fodbolden, som er min førsteprioritet. For jeg vil genvinde mesterskabs- og pokaltitlen og gøre en god figur for Brøndby og landsholdet frem mod sommerens EM-slutrunde.”

16118481_10210569408044230_674952863_n