Fodboldpiger skal høre mere om Harder, Nadim og andre stjerner

0
1907

Pernille Harder, Nadia Nadim, Line Røddik. Danmark har en stribe kvindelige fodboldspillere på internationalt topniveau, og dem og de andre topprofiler skal der endnu mere fokus på. Sådan lød et af forslagene, da medlemmerne af DBUs kvindekommission var samlet for første gang i sidste uge.

Kvindekommissionen, som har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand, skal komme med forslag til, hvordan pige-kvindefodbolden udvikles i Danmark. Målet er at gøre det mere attraktivt at spille fodbold for både piger og kvinder, så færre falder fra og flere kommer til. Og det har medlemmerne forskellige bud på:

”Det er altafgørende, at vi synliggør de fantastiske profiler, vi har på kvindelandsholdet i meget højere grad. Det er vigtigt, at pigerne har nogle profiler at se op til og kan spejle sig selv i. Kan det fx virkelig passe, at man ikke kan få en plakat med sit yndlingsspiller på kvindelandsholdet? Og så skal spillerne brandes på deres formåen på fodboldbanen i højere grad. Spillerne vil anerkendes for spillet på banen, og ikke på alt muligt andet,” siger den tidligere landsholdsanfører og nuværende assistenttræner på kvindelandsholdet, Katrine S. Pedersen, som er et af medlemmerne af kommissionen, til dbu.dk.

Fire medlemmer af kvindekommisionen: Emilie Langhorn fra Sundby Boldklub, Julie Rydahl, tidligere landsholdspiller, Katrine S. Pedersen, mangeårig landsholdsanfører og nuværende assistent træner på kvindelandsholdet, og kommissionens formand, Helle Thorning-Schmidt. Foto: DBU
Fire medlemmer af kvindekommisionen: 15-årige Emilie Langhorn fra Sundby Boldklub, tidl. landsholdsspiller Julie Rydahl, tidl. landsholdsanfører og nuværende landholdsassistent Katrine S. Pedersen og kommissionens formand, fhv. statsminister Helle Thorning-Schmidt, som i dag er direktør for Save the Children International. Foto: DBU

Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet og inkarneret fodboldfan, er et andet medlem af kommissionen. Ifølge hende skal der blandt andet kigges nærmere på breddefodbolden – og uden for sidelinjerne:

”Vi ser fra undersøgelsen i projekt Pigernes Stemme, at pigerne ude i klubberne føler sig underprioriterede i forhold til drengene. Og så ved vi alle sammen godt, at hvis man ikke føler sig prioriteret, så finder man noget andet at lave. Og det går altså ikke, at vi mister pigerne fra fodboldklubberne. Fodbold i Danmark skal være én stor samlet sport for begge køn,” siger Lykke Friis, som nævner et eksempel fra Tyskland, som danske klubber kan lade sig inspirere af:

“Da Bayern Münchens mænd og kvinder begge vandt mesterskabet i 2015, da fejrede holdene det sammen på Marine Platz i München,” siger Lykke Friis.

Per Nielsen, cheftræner for Brøndbys 3F-kvinder, er et tredje medlem af kommissionen. Han ser gode muligheder for at skabe øget opmærksomheden om kvindefodbold de kommende måneder:

”Vi skal udnytte, at der til sommer er kvinde-EM. Det skal vi bruge til at brande kvindefodbolden i løbet af foråret,” mener han.