Trænerteam på plads i Odense Q

0
1408

Odense Q præsenterede onsdag et nyt trænerteam for klubbens førstehold. Det drejer sig om Jakob Pavar Langhoff, Ronnie Reifling og Rasmus Jarner Olsen, der i fællesskab skal stå i spidsen for Odense Q´s bestræbelser på at forblive i 3F Ligaen.

Jakob Pavar Langhoff har været tilknyttet Boldklubben Marienlyst som træner for 2. division og Albaniserien og har også erfaring med kvindefodbold på både ungdoms- og seniorplan.

Ronnie Reifling kommer med en baggrund i herrefodbolden, hvor han har stået i spidsen for hold i bl.a. ynglingedivisionen og Albaniserien.

Rasmus Jarner Olsen er sidste mand i den nye trekløver. Han har tidligere trænet både U16 og U17 i KB. Ud over de tre nye folk fortsætter målmandstræner Tommy Edelweiss og fysisk træner Kevin Trigalo i deres nuværende roller i Odense Q.

Bestyrelsesformand i Odense Q, Rene Hansen, har store forventninger til det nye trænerteam:

”Vi har fået et rigtig godt indtryk af det nye trænerteam og deres vision med holdet, og vi glæder os til at se dem i aktion, når vi starter op igen den 17. januar,” siger han.

Hårdt arbejde i fokus
Det nye trænerteam mødtes med klubbens spillere tirsdag til en snak om planerne for opstarten og forårssæsonen som helhed. Her gjorde de det også klart over for spillertruppen, at de ser frem til de kommende udfordringer i klubben, og at de sætter fokus på én helt særlig værdi.

”Vi glæder os sindssygt meget. Jeg har én værdi – det er hårdt arbejde. Det er simpelthen det vigtigste for mig, ” siger Jacob Pavar Langhoff.