Sofie Junge Pedersen: “Jeg følte hele livet gik i stå”

0
97

For Sofie Junge Pedersen startede 2016 på den værst tænkelige måde – hun skvattede i bolden til årets første træning og endte med en slem hjernerystelse. Vejen tilbage har været en lang hård kamp for at komme tilbage på banen, men det har givet hende nogle erfaringer, som hun håber på kan hjælpe andre, der ender i samme situation:

Af Solveig Valbjørn

“Jeg ville bryde en bold, men jeg trådte i bolden og røg bagover, mens jeg fik drejet min krop og slog hovedet direkte ned i græsset. Det var et ordentligt slag, men jeg mistede ikke balancen, så jeg trænede videre, og lavede også en maxtest dagen efter. De næste dage der trænede jeg også, men efter fem dage kunne jeg mærke, at der var noget galt med mine øjne, så der gik jeg ud af træningen”.

Sådan fortæller Sofie Junge Pedersen om den januardag i 2016, hvor hun fik en hjernerystelse til træning i den svenske storklub FC Rosengård, som hun skiftede til i 2015 fra Fortuna Hjørring.

“Det gjorde, at jeg måtte stoppe med alt. De første to uger lå jeg virkelig bare i min seng konstant, og så var jeg var lige oppe og spise, når det var nødvendigt. Det var sindssygt kedeligt. Nogle gange så jeg lige på min mobil, men da det ikke blev bedre, så stoppede jeg helt med at kigge på alle slags skærme,” fortæller Sofie.

Med hjernerystelsen var det ikke kun karrieren på A-landsholdet og i FC Rosengård, der blev sat på pause – nej, Sofie måtte hverken læse, være fysisk aktiv, og så skulle hun begrænse alt hvad der havde med skærme at gøre:

“Det var jo virkelig hårdt, fordi jeg blev totalt isoleret og følte at hele livet var gået i stå. En hjernerystelse er ikke som en normal skade, hvor man trods alt kan se lidt tv, læse og have lidt adspredelse i hverdagen. Jeg skulle tænke over det 24 timer i døgnet, så det endte også med at jeg flyttede hjem til mine forældre for at blive blive passet. Så nej, det var ikke sjovt,” understreger hun.

14022106_1751694975119658_8467064384995811622_n-1
Da Sofie begyndte på genoptræningen i august var det helt uden nærkampe og hovedstød.

Usikkerheden var det værste

Sofie havde aldrig haft en hjernerystelse før, så hun anede ikke hvilke symptomer hun måtte have. Hun kom derfor for tidligt tilbage på banen, hvor hun øgede mængden alt for tidligt, fordi hun havde en opfattelse af, at hun var klar til det. Dette betød, at hun blev ramt af en række tilbageslag. Men selvom tilbageslagene set i bakspejlet kunne have været undgået, så var processen langt mere kompliceret end som så:

“Jeg skulle ikke have presset mig selv så hårdt i starten og accepteret tidligere, at jeg ikke var i stand til noget. Men det er bare ikke så nemt, for man skal nærmest have prøvet det før for at kunne gøre alt det rigtige i situationen. Her for tiden har jeg for eksempel meget hovedpine, men det er ikke på grund af hjernerystelsen, men fordi at min nakke ikke er stærk nok, så på den måde er det bare rigtigt svært at vide, hvorfor man har hovedpine. Så jeg ved faktisk ikke om jeg kunne have gjort noget anderledes.”

Når det indimellem var allerværst og Sofie tænkte, at hun aldrig ville komme tilbage på fodboldbanen igen, ringede hun til en god veninde, som også havde haft hjernerystelse. Sofie ringede for at spørge om det virkelig nogensinde ville gå over, for eftersom Sofie aldrig havde prøvet det før, så kunne hun i perioder miste troen på, at hjernerystelsen ville gå over:

“Det værste var helt klart usikkerheden. Det havde været noget helt andet, hvis jeg havde vidst at det ville gå over efter en måned, men det ved man bare ikke. Så det giver bare et ekstremt psykisk pres, samt en angst for at det ikke bliver godt igen. Det er svært at sætte noget tidsperspektiv på en hjernerystelse, fordi man ikke ved særligt meget om det, og så kendte jeg også til nogle skrækhistorier med folk, hvor det tog flere år for dem at komme tilbage. Det er derfor en meget hård skade rent psykisk.”

I perioden 2012-2015 spillede Sofie Junge Pedersen (t.h.) for topholdet Fortuna Hjørring.
I perioden 2012-2015 spillede Sofie Junge Pedersen (t.h.) for topholdet Fortuna Hjørring.

Når modgang gør stærk

Et år efter skaden er Sofie endnu ikke i stand til at spille en fuld kamp. Hovedet er klar, men det er kroppen ikke helt. For efter Sofie har ligget stille i så mange måneder, så har det taget tid at bygge musklerne op igen. Det hårde skadesforløb og den lange genoptræning har har trods alt givet Sofie et andet perspektiv livet og dét at være fodboldspiller:

“Først og fremmest har jeg har selvfølgelig lært hvordan jeg skal håndtere en hjernerystelse, hvis det skulle ske igen. Men ellers er jeg blevet stærkere af modgangen, men jeg kan stadig blive ked af det, når jeg tænker på, at én situation var årsagen til, at jeg var ude i et helt år. Men det har også gjort, at når vi nu har nogle hårde træninger eller en hård test, så er jeg egentlig bare glad for at være med. Fordi jeg ved, at det er hundrede gange værre ikke at være i stand til at træne hårdt,” fortæller Sofie, som stadig spiller i FC Rosengård hvor hun fortsat kæmper for at komme helt ovenpå igen.

Det sidste års mareridt har givet Sofie nogle erfaringer, som hun gerne vil dele med andre, der måske ender i samme situation, hvilket hun har opsummeret i disse fem råd:

Få hjælp: Varer hjernerystelsen over to uger, bør du opsøge hjælp.

Vær tålmodig: Tålmodighed er nøgleordet. Du skal tage et skridt af gangen, for hvis du ikke er tålmodig, kan du få tilbageslag.

Vær egoistisk: Selvom det er svært, så er du nødt til at tænke på dig selv og dit helbred, og derfor kan det betyde at du skal være egoistisk ved ikke at svare på beskeder og lignende.

Mærk ordentligt efter: Det er utroligt vigtigt at du passer på det fysiske og begrænser alt det du kan, men det er heller ikke sundt at være ked af det, så derfor skal du også huske at pleje det psykiske. Det kan for eksempel være at gå en lidt længere tur end hvad der egentlig er sundt fysisk, men som gør, at du ikke bliver ked af det.

Det går over: Det går altid over, og det er meget vigtigt at du holder fast i den tanke.