Sofie Bloch i kamp igen efter langtidsskade: “Helt ubeskriveligt”

0
1439

11 måneder efter, at Sofie Bloch Jørgensen blev alvorligt knæskadet i en af sine første 3F-kampe for Brøndby, har hun for første gang været i kamp igen. Det skete tirsdag aften, hvor den tidligere Skovbakken-topscorer fik 20 minutter i en træningskamp mod Greve IF. Sofie Bloch kronede indsatsen med en scoring til 7-0 i kampen, som Brøndby vandt 8-0.

“Det er en helt ubeskrivelig følelse. Mit skadesforløb har nærmest kun gået ned af bakke, og da jeg fik at vide jeg skulle opereres for 2. gang, mistede jeg selv troen på at kunne blive klar her i foråret. Men med hård træning og god behandling vendte det hele på en tallerken – og jeg har nu spillet mine første 20 minutter efter 11 måneders skadesforløb. Det er næsten ikke til at forstå,” siger Sofie til facebooksiden for Brøndby IF Women’s Elite.

Hun var så glad efter scoringen, at hun næsten kunne græde over det, fortæller hun.

“Bare det at trække i kamptøjet gjorde mig glad, men også nervøs. Og lige inden jeg skulle på banen blev jeg lidt bange for mit knæ, for det sidder stadig lidt i hovedet, men så snart jeg kom på banen, så skænkede jeg ikke mit knæ en tanke, men nød bare at kunne spille fodbold. Så det er virkelig en helt ubeskrivelig følelse,” siger Sofie.

Brøndby åbner foråret lørdag den 11. marts med en pokalkamp ude mod BSF.