TÆT PÅ: Naja Bahrenscheer fra tennispige til landsholdskeeper

0
2123

I mange år gik BSF´s Naja Bahrenscheer til tennis, men det blev efterhånden kedeligt at være ene mand på holdet. Som 10-årig skiftede hun til fodbold, og nu er hun liga- og landsholdsmålmand.

Af Sophie Lysholt

Det lå ikke i kortene, at Naja skulle spille fodbold, da hun var lille. Hun havde svage ankler, og så brugte hun i forvejen det meste af sin tid på tennis, når hun ikke gik i skole. Men efterhånden blev det ensomt at dyrke en sport, hvor man var helt alene, og hendes far foreslog, at hun da kunne prøve at starte til fodbold. Det gjorde hun, da hun var 10 år, og med det samme blev hun bidt af at være en del af et hold. Det var noget helt andet at komme til træning sammen med andre. Men selvom det var sjovt, bøvlede hun en del med, at hun vrikkede om på anklerne. Som 12-årig sagde hendes træner, at hun måske skulle være målmand, så hun skånede fødderne noget mere, og det viste sig at være den helt rigtige beslutning. Som målmand er hun nemlig både alene med beslutningerne, ligesom i tennis, og samtidig er hun en del af et hold og det sociale fællesskab.

Selvom Naja gik til tennis som lille, øvede hun sig dog alligevel som målmand i haven med sine brødre, foto: Privat 

Civilingeniør

Men fodbold er ikke det eneste, Naja laver i sin hverdag. Hun læser også til civilingeniør i København. Hun er på andet semester nu, og hun har en presset hverdag. Tre dage om ugen er hun i skole, og fire dage om ugen har hun holdtræning i BSF. Derudover skal hun også styrketræne, lave lektier og spille kamp i weekenderne, og der er tit rejser med landsholdet.

”Til tider kan det være ret svært at få det til at hænge sammen. Nogle gange er jeg i skole fra 9-17 og så skal jeg direkte til træning bagefter. Så kan jeg godt være ret træt i hovedet, når jeg skal træne,” fortæller hun.

Det er heller ikke altid, hun kan komme til familiearrangementer, og når hun skal planlægge ting med veninderne, er det tit efter hendes skema. Men selvom hverdagen er presset, og der er mange forventninger, har den 20-årige målmand næsten kun positive grunde til, at hun stadig spiller fodbold.

”Jeg elsker at spille fodbold på grund af det sammenhold, man får på holdet. Og alle oplevelserne. Der er mange rejser, og det er virkelig fedt. Der er selvfølgelig altid perioder, hvor det hele er lidt tungt, men så er det bare endnu mere dejligt at komme ud til pigerne på holdet.”

A-landsholdet

I efteråret 2016 bar det hårde arbejde for alvor frugt, da Naja blev udtaget til A-landsholdet for første gang.

”Udtagelsen til landsholdet var slet ikke noget, jeg havde regnet med, så det var et ekstremt stort skulderklap. Jeg er virkelig stolt over det og glad for det, og det giver mig rigtig meget at bevise. Der følger selvfølgelig nogle forventninger med fra klubben og holdkammeraterne, men det er bare fedt. ”

Til sommer skal det danske landshold spille EM i Holland, og her er Naja også en af kandidaterne til målmandspositionen.
”Der er virkelig noget at spille for nu her op til EM, og jeg vil rigtig gerne med, så det ligger da i baghovedet til hverdagens træninger,” fortæller hun.

Mere om Naja: 

  • Vokset op i Helsingør
  • Født den 3. september 1996 (20 år)
  • Har spillet 38 landskampe, heriblandt en A-landskamp
I oktober 2016 blev Naja udtaget til A-landsholdet