AaB’s U13piger Jyske Mestre

0
1193

KLUBNYT

Af AaB web/presseafdeling

Efter suverænt at have vundet U13rækken i Nordjylland skulle AaB’s elitehold for U13piger prøve kræfter med vinderne af de to øvrige elitepuljer i Jylland. I Midtjylland blev vinderen Mejrup mens i Sydjylland vandt Horsens ganske overbevisende. I den første kamp stod AaB overfor Mejrup, der gennem hele sæsonen har vist næsten skræmmende styrke og bl.a. vundet det jyske mesterskab i indendørsfodbold. Fra kampens start står det dog hurtigt klart, at AaB har udviklet sig meget gennem foråret, og de har klart overtaget. Med flot teknisk fodbold kombinerer AaB-pigerne sig flot op af banen, dog mangler lige det sidste i de afgørende situationer, og den ordinære kamp ender 0-0. Til den forlængede spilletid er det en flok meget trætte spillere, der går på banen. Efter et godt indlæg fra højrekanten havner bolden lidt tilfældigt hos Elisabeth, som køligt kan bringe AaB foran 1-0. Stillingen holder kampen ud, og AaB er klar til finalen.

Turneringsstrukturen gør at Mejrup og Horsens nu skal spille om den anden plads i finalen. En kamp som Mejrup vinder sikkert, og der er ingen tvivl om, at det er Jyllands to bedste hold, som skal mødes i finalen.

Finalen bliver en lidt ensidig affære. Fra kampens start sætter AaB sig hurtigt på spillet, og gang på gang kommer de til afslutninger, men en velspillende Mejrup målmand holder Mejrup-pigerne inde i kampen. Holdene går endnu en gang til pausen med stillingen 0-0. Fra starten af 2. halvleg får AaB-pigerne hurtigt lov til at juble. Efter en god aflevering i dybden havner bolden hos Emma, som ganske overbevisende sætter hælen på bolden og udplacerer Mejrups målmand. Dette tvinger Mejrup længere frem på banen, hvilket giver AaB-pigerne endnu mere plads at boltre sig på. Efter en omstilling kommer det forløsende mål til 2-0. Bolden spilles op på Elisabeth, som fikst snyder Mejrups forsvar, og fra kanten af feltet sender hun med venstrebenet bolden op i krydset.

Med 5 minutter igen kommer der lidt spænding tilbage i kampen, da Mejrup scorer på en tilfældig chance. Det er kun det 5. mål, som AaB pigerne har lukket ind i 12 kampe, mens de i modsatte ende har scoret imponerende 55 mål.

Fortjent kan AaB-pigerne lade sig hylde efter kampen. En sejr som bliver fejret med både JM t-shirts, guldmedaljer, pokal, guldhår og børnechampagne.