Brøndby kan indløse deres gave mod KoldingQ

0
878

De fleste havde regnet med, at alt guldet skulle finde sin ejermand på sæsonens sidste spillerunde, men da Fortuna smed point mod Vejle, kan det i stedet afgøres på lørdag, når Brøndby og Kolding tørner sammen.

Af Sophie Lysholt

Der er meget på spil, når Kolding tager imod Brøndby på lørdag i sæsonens næstsidste kamp. Hvis Brøndby vinder, er de danske mestre, men hvis Kolding gør naboerne fra Vejle efter og tager point, så er alt fortsat åbent. Der er dog en del, der tyder på, at det bliver en svær opgave for Kolding-mandskabet. Sidst de to hold mødtes, fik de nemlig en ordentlig øretæver på hele 7-1 og med udsigten til det danske mesterskab, kommer Brøndby med alt hvad fodboldtøjet kan trække på lørdag.

”Da Fortuna tabte point til Vejle, fik vi en lille gave, og den gave skal indløses på lørdag,” siger Brøndby-profilen Nicoline Sørensen om kampen.

I Koldinglejren går de også efter en sejr, men motivet er lidt anderledes, forklarer Louise Eriksen.

”Brøndby kommer med 130 kilometer i timen, og de kommer til at presse os totalt hårdt, men vi vil rigtig gerne vise, at vi ikke er så dårlige, som da vi tabte 1-7 mod dem sidste gang.”

Holdene har ellers ikke haft den ideelle optakt til kampen, da begge hold har haft profiler afsted til landsholdssamling. Men det er ikke noget, der bekymrer Nicoline Sørensen.

”Vi er ved at være vant til at komme fra samlinger få dage før en kamp, og vi kender hinanden så godt nu, at det nok skal gå fint.”

Desuden har Brøndby, som det seneste resultat også viser, gode erfaringer med at stå over KoldingQ.

”Vi plejer faktisk at stå fint over for Kolding, hvor vi for eksempel altid har større problemer i Skovbakken. Men det betyder ikke, at vi ikke skal være 100 procent klar fra start, for det skal vi. Ellers så får vi i hvert fald problemer,” siger Nicoline Sørensen.

Kampen spilles lørdag klokken 13.00 i Kolding.