Nils Nielsen stopper som landstræner med øjeblikkelig virkning

0
1791
Landstræner Nils Nielsen står for anden gang i spidsen for det danske kvindelandshold ved Algarve Cup.

Mindre end tre uger efter at kvindelandsholdet hentede sølv ved EM, meddeler DBU, at Nils Nielsen stopper som landstræner. I stedet tager U19-landsholdets træner Søren Randa-Boldt midlertidigt over, mens den tidligere U16-landstræner Danny Jung overtager Søren Randa-Boldts job, indtil DBU har fundet en afløser for Nils Nielsen.

”Jeg er utrolig stolt over at have arbejdet med kvindelandsholdet de seneste fire år. Ovenpå en succesfuld kvalifikation og en fantastisk præstation ved EM er der åbnet for gode muligheder for at rykke endnu mere på udviklingen af kvindefodbolden i Danmark – ikke kun i landsholdsregi, men overordnet set. Det kalder på nye øjne og kræfter,” siger Nils Nielsen i en pressemeddelelse fra DBU.

Anfører takker

Landsholdets anfører, Pernille Harder, takker Nils for hans dedikerede arbejde igennem de seneste fire år:

”På spillernes vegne vil jeg gerne takke Nils for hans arbejde og indsats gennem alle årene som landstræner. Vi spillere ønsker ham selvfølgelig alt det bedste i karrieren fremover,” siger hun til DBU.dk

Kim Hallberg, elitechef i DBU, fremhæver det arbejde, som Nils Nielsen har stået i spidsen for:

”Nils har gennem årene været foregangsmand på flere store projekter, der har været med til at udvikle kvindefodbolden. Projekter som Høje Målvogtere og den særlige A-træner-uddannelse for kvinder har givet grobund for flere kvinder og piger i fodbolden – både på og uden for banen. Målsætningen for Nils’ arbejde er i sandhed nået – endda hurtigere og med mere succes, end de fleste havde kunnet forestille sig. Vi skylder Nils en kæmpe tak for indsatsen med kvindefodbold og ønsker ham alt held og lykke i fremtiden,” siger Kim Hallberg til DBU.dk.

Søger nye udfordringer

Nils Nielsen ved endnu ikke, hvad han nu skal lave:

”Jeg glæder mig til en ny udfordring. Jeg er åben over for de nye projekter, der dukker op i fremtiden – om det er inden for herre- eller kvindefodbolden. Jeg skal finde lige præcist det projekt, som kan tænde glæden i mig – så ved jeg, at det er det rette,” siger Nils Nielsen til DBU.dk.

Nils Nielsen afløste i september 2013 Kenneth Heiner-Møller. Tidligere stod Nils Nielsen i spidsen for U18-herrelandsholdet i DBU.