Karoline lever den amerikanske college-drøm

0
2198

FODBOLD FOR PIGER fortsætter serien om unge fodboldpiger, som er på udveksling i USA. I denne uge har vi snakket med Karoline Marie Petersen, som siden sommeren 2016 har studeret i USA. Hun er nu på sit andet år af studie i Architectural Engineering Technology, som hun kobinerer med college fodbold. Læs interviewet her. 

Af Andrea Signe Trolle

I sommeren 2016 ændrede Karoline Marie Petersen fra Rungsted sit liv markant. Hun var i juni blevet student fra Rungsted Gymnasium, men i modsætning til mange af sine medstuderende, så skulle hun ikke have et sabbatår. I stedet rejste hun tværs over Atlanten for at begynde sin uddannelse i Architechtual Engineering Technology på Southern Connecticut State University:

”Jeg har været afsted i snart halvandet år og jeg har allerede udviklet og flyttet mig både som menneske og spiller. Jeg har fået venskaber fra flere forskellige lande og blevet en del af et miljø, hvor alle omkring mig hjælper mig med at få min hverdag til at fungere med træning, kampe, lektier og timer. Jeg kan kun sige, at jeg er virkelig glad for at jeg tog beslutningen om at tage af sted.”, fortæller Karoline.

Det var heller ikke tilfældigt, at det netop var USA, som Karoline Marie Petersen faldt for. Hun har spillet på højt niveau i BSF, som har arrangeret en del rejser, mens Karoline spillede på holdet. Hun havde derfor oplevet USA før og det øgede hendes interesse for at spille fast i USA:

”Som ungdomsspiller i BSF har jeg været ude at rejse en del hvor vi har været i mange forskellige lande og oplevet mange forskellige kulturer. I 2013 tog vi tre-fire uger til USA, hvor vi blandt andet var i Los Angleles, San Diego og Hawaii og senere var vi også på en kortere tur til Dallas for at deltage i Dallas Cup. Efter at have oplevet flere dele af USA og de udfordringer og oplevelser et ophold i udlandet kunne bringe til mig som person og som spiller, så blev jeg meget interesseret i at komme afsted.”, siger Karoline.

Karolines fodboldhold på college

Træningspas- og kampe ved siden af studiet

Karoline besluttede i sommer at skifte skole til University of Hartford. Der spiller hun collegefodbold i 1. Division, når hun ikke sidder med næsen gravet ned i skolebøgerne – og når sæsonen er i gang, så bliver det til mange ugentlige træningspas og kampe ved siden af studiet:

”Sæsonen i USA er kun mellem sommerferien og juleferien, men til gengæld spiller vi to kampe om ugen, når sæsonen er i gang. Vi træner derfor ikke lige så meget i sæsonen, som vi gør uden for sæsonen. I ugerne op til sæsonen træner vi to gange om dagen, men i sæsonen træner vi fire gange om ugen, hvor en af dem er restitution og to af dem er taktisk træning. Efter sæsonen har vi træning fem gange om ugen og derudover har vi styrketræning tre til fire gange om ugen.”, siger Karoline.

Men de mange træningspas har også betydet, at Karoline har udviklet sig som person og spiller gennem sin tid i USA – og det er både på og uden for banen:

”Jeg har udviklet mig både på og uden for banen. På banen bliver jeg presset hver eneste dag rent fysisk og har mærket en udvikling i mit spil. Uden for banen udvikler jeg mig hele tiden, fordi den anderledes kultur, sproget, studiet og distancen til familie og mine venner derhjemme konstant er med til at udfordre og udvikle mig som person.” siger Karoline.

Omklædningsrummet for pigespillerne på University of Hartford 

Anbefaler andre at tage af sted

Afslutningsvist pointerer Karoline, at hun i den grad kan anbefale andre at tage af sted, hvis de går rundt med en lille drøm om at opleve USA, mens de studerer og spiller fodbold. Det giver nemlig en masse oplevelser med på vejen, ifølge Karoline:

”Det fedeste ved at være afsted er alle oplevelserne både på og uden for banen. Vi rejser en del til kampe og uden for sæsonen er der også plads til Boston og New York ture kun få timer væk. Jeg kan uden tvivl anbefale andre at tage af sted. Det er en kæmpe mulighed som så mange mennesker ville ønske de havde fået. Så hvis muligheden opstod ville jeg uden tvivl tage af sted og blive så mange oplevelser rigere.”, afslutter Karoline.