“Ravnen” vendte hjem til Galten FS

0
2134
Galtens U12-U13-piger havde i uge 43 fornemt besøg af Christina Ravn og Louise Bendtsen fra Vejle Boldklubs 3F-ligahold. 
 
De to elitespillere stod for Galtenpigernes første vintertræning på kunstgræsbanen på Klank og gav dem en både udfordrende og underholdende eftermiddag på kunstgræsbanen. Efter træningen fortalte de to Vejle-spillere om livet som 3F-ligaspiller, og hvilken ekstra indsats det bl.a. kræver at kombinere elitefodbold med arbejde og studier. 
 
Christina og Louise var både engagerede og veloplagte og stod frem som nogle fantastiske forbilleder for Galtenpigerne og for Christina Ravns vedkommende også som et inspirerende bevis på, at man kan tage springet fra Galten FS til landets bedste række.
 
“Pigerne var virkelig begejstrede over mødet med Christina og Louise, og der skal lyde et kæmpe tak fra alle spillere, trænere og holdledere fra Galten FS U12-U13-piger for en god oplevelse”, udtaler holdleder Jakob Bonde Lauritsen. 
 
Er du pige fra årgang 2005 eller 2006 og har du også lyst til at spille fodbold, lave en masse sjove aktiviteter og få 27 nye, søde kammerater, så kom endelig til en helt uforpligtende træning på Klank, hvor vi træner onsdag og fredag 17:30-19:00 henover vinteren. Du kan også kontakte os på gfspiger@gmail.com eller følge os på Instagram #gfspiger