10 skæve til Mille Gejl

0
3072

MØD DE UNGE 3F-PROFILER: Mille Gejl fortæller blandt andet, at hun har en hæslig sangstemme, og at hun er kæmpe fan af Kim Larsen. Læs alle Milles svar til FODBOLD FOR PIGERs 10 skæve spørgsmål her:

Af Solveig Valbjørn

FODBOLD FOR PIGER bringer her fjerde del af interviewserien, hvor vi forsøger at lære 3F Ligaens unge profiler bedre at kende.

Denne gang fokuserer vi på den offensive spiller Mille Gejl fra KoldingQ, ved at stille hende hende 10 ikke helt almindelige spørgsmål:

Hvilket ord eller sætning bruger du allermest lige nu?

“Skal vi i kantinen?”

Hvis du ikke spillede fodbold, hvad ville du så bruge din tid på?

“Tror jeg ville spille hyggehåndbold et eller andet sted. Måske ville jeg også rejse lidt rundt, eventuel stå noget mere på ski.”

Hvordan vil din mor beskrive dig?

“Rodehoved, glemsom og meget lidt behjælpelig med husligt arbejde, men helt sikkert uundværlig.”

Hvad er dit bedste barndomsminde?

“Kan ikke lige komme på mit bedste barndomsminde, men noget af det jeg husker mest derfra må være “popcorn-mandag”. Hver mandag aften fik vi popcorn til Robinson eller Anna Pihl, hvilket hjalp lidt på humøret på sådan en træls mandag, hvor ugen først lige var startet.”

Hvilken rolle har du på dit hold?

“Det vil muligvis være spilopbygger, men afhænger selvfølgelig også af, hvilken position jeg har på banen.”

Hvilken by ville du gerne bo i, hvis du helt selv kunne vælge?

“Jeg er meget hjemme menneske så det ville nok bare være Århus. Det er en mega hyggelig by og tæt på familien.”

Hvilken fodboldspiller, død eller levende, ville du allerhelst spille sammen med?

“Michael Laudrup har jeg altid været ret fan af, han var både god teknisk samt en velset fodboldspiller der fremstod meget sympatisk.”

Hvis du kunne være bedre til én ting, hvad skulle det så være?

“Jeg ville nok blive bedre til at synge, da jeg har en hæslig sangstemme.”

Er der en sang, du altid synger med på?

“Jeg er max fan af Kim Larsen, så det må nok være noget i det retning. Ellers vil “I feel it coming” med The Weeknd være et godt bud, for den er jeg også helt tosset med.”

Har du et god råd til de unge piger, der drømmer om at spille 3F Liga en dag?

“Træning, træning og mere træning…”