10 skæve til Signe Holt Andersen

0
2497
Signe Holt Andersen, Skovbakken, scorede begge mål i dagens kamp. Foto: DBU

MØD DE UNGE 3F-PROFILER: Signe Holt Andersen fortæller blandt andet, at hun ikke duer til at sidde stille, og at hun elsker Min søsters børn-filmene. Desuden drømmer hun om at spille sammen med Christian Eriksen. 

Af Solveig Valbjørn

FODBOLD FOR PIGER er klar med tredje del af interviewserien, hvor vi forsøger at lære 3F Ligaens unge profiler bedre at kende.

Denne gang har vi haft fat i målfarlige Signe Holt Andersen fra VSK Aarhus, og stillet hende 10 ikke helt almindelige spørgsmål:

Hvor ser du dig selv om 10 år?

“Om 10 år håber jeg at se mig selv som professionel fodboldspiller i en storklub i udlandet. Hvis fodbolddrømmen ikke bliver realiseret, så ser jeg mig selv med børn og mand i en bette hyggelig by i Jylland.”

Hvis du ikke spillede fodbold, hvad ville du så bruge din tid på?

“Hvis jeg ikke spillede fodbold, så ville jeg helt sikkert bruge mere tid med mine venner og veninder, som jeg ikke har så meget tid til i hverdagen. Derudover så tror jeg, at jeg ville have dyrket en anden form for sport – jeg duer ikke til at sidde stille.”

Hvordan vil din far beskrive dig?

“Han ville beskrive mig som sjov og mærkelig – præcis ligesom jeg ville beskrive ham. Jeg tror også, at han ville beskrive mig som en kærlig og omsorgsfuld søster for mine små søskende.”

Hvad er dit bedste barndomsminde?

“Uh der er sørme mange at vælge imellem. Det jeg husker tydeligst, er nok en rejse, hvor jeg var med familien i Disneyland Paris.”

Hvilken rolle har du på dit hold?

“På banen er min rolle at banke kasser ind. Udenfor banen bidrager jeg med godt humør og en masse dårlige jokes.”

Hvilket land ville du gerne bo i, hvis du helt selv kunne vælge?

“Frankrig uden tvivl. Hver sommer tager min familie og jeg 3 uger til Sydfrankrig, hvor vi nyder det lækre vejr og hinandens selskab – det kan jeg ikke undvære.”

Hvilken fodboldspiller, død eller levende, ville du allerhelst spille sammen med?

“Christian Eriksen. Er sikker på at han ville fodre mig med en masse sprøde afleveringer.”

Har du en dårlig vane?

“Ja det har jeg. Jeg har det med at stå utroligt tidligt op. Også i weekenderne, hvilket er utroligt træls, når man gerne vil have sin skønhedssøvn.”

Hvilken film har du set flest gange?

“Det må være Min Søsters Børn-filmene, især “Min Søsters Børn i Ægypten” – det er simpelthen en film i særklasse.”

Har du et gode råd til de unge piger, der drømmer om at spille 3F Liga?

“Først og fremmest skal man have det sjovt, og så selvfølgelig give den fuld gas til træning hver gang. Hvis man virkelig vil nå til tops, så må man investere lidt ekstra og bruge tid på selvtræning.”