Odense Q formand: ”Vi står stærkt til den kommende sæson”

0
1088

For første gang nogensinde er Odense Q i 3F ligaens slutspil, og derudover venter en kvartfinale i pokalturneringen mod FC Damsø. Rene Højgaard Hansen, formand i Odense Q, ser frem imod et forår med spændende udfordringer og kommenterer på afskeden med profilen Maria Thomsen.

Af Martin Vestergaard Jensen

De sluttede a point med Vejle, men det blev alligevel Odense Q, der til foråret skal spille i 3F ligaens slutspil for første gang nogensinde, mens Vejle må spille kvalifikationsliga og kæmpe for overlevelse i landets bedre række.

Ifølge Rene Højgård Hansen så står Odense Q stærkt til den kommende sæsons kampe, som udover slutspil i 3F ligaen står på pokalkvartfinale mod FC Damsø:

”Vi står stærkt til den kommende sæson, synes jeg. Der er et rigtig godt sammenhold herude, og vi har fået tilknyttet dygtige trænere, der alle har et stort fokus på udviklingen af den enkelte spiller, og som har en masse erfaring inden for kvindefodbolden. Det skaber et sundt træningsmiljø, vi kan udvikle os i, og det giver den enkelte spiller gode muligheder for at etablere sig som 3F liga-spiller eller potentielt komme videre til udlandet,” fortæller han.

I december præsenterede Odense Q et nyt trænerteam. Valget faldt på Morten Christiansen, der tidligere har trænet U18 DM pigerne i Næsby, som han førte til bronzemedaljer i 2012. Han har fået Steen Hansen som assistent, som kommer fra en stilling som cheftræner for Herlufholms 1. divisionskvinder. Det nye trænerteam har skabt optimisme i klubben frem til den kommende sæson:

”Jeg har en rigtig god fornemmelse. Der ligger nogle store udfordringer og venter, og jeg er overbevist om, vi vil gøre god figur og fortsætte den positive udvikling, som holdet har vist i efteråret.  Det nye trænerteam har været meget engageret i planlægningen af den kommende sæson, og det har været spændende at følge de mange samtaler,” siger Rene Højgaard Hansen.

Stolte over at kunne opfylde Maria Thomsens ambitioner

Henover vinteren tog Odense Q afsked med deres viceanfører Maria Thomsen, som skiftede til svenske LB07 – et skifte som de i klubben er meget stolte over:

”Vores koncept er jo en forlængelse af konceptet i Team Odense Q, hvor man i ungdomsregi arbejder målrettet på at udvikle spillere til 3F Ligaen og landsholdene. Den målsætning deler vi i Odense Q, og som seniorklub vil vi samtidig gerne gøre vores bedste for at opfylde de meget ambitiøse spilleres ønsker om at prøve sig af i udlandet. Så vi er stolte og meget glade på Marias vegne,” siger Rene Højgaard Hansen.

Han håber på, at klubben kan lokke udenlandske spillere til Odense i fremtiden:

”Forhåbentlig kan konceptet også bære, at spillere fra udlandet finder det interessant at komme til Odense Q for at spille på højt niveau, mens de fx studerer eller arbejder her i byen. Det væsentligste er jo, at vi får talenterne til at komme til Odense Q, fordi den enkelte spiller kan nå sine fodboldmæssige mål her,” sige han.

Næste opgave for Odense Q mandskabet er den 24. februar, hvor de møder FC Damsø i pokalturneringens kvartfinale.