Åbent brev til bestyrelsen i DBU Sjælland

0
2175

Kun en tåbe frygter ikke manden med klapstolen!

Åbent brev til DBU Sjællands bestyrelse vedr. indrangeringssystemet for piger

Af HB Køge Pigefodbold (Søren Østergaard)

“De er sure” sagde ræven om rønnebærrene. Han kunne ikke nå dem. Sådan lyder en gammel talemåde – og indledningen til en sang med TV2 – og det er vigtigt for os at understrege, at dette debatindlæg i udgangspunkt ikke handler om det faktum, at HB Køge Pigefodbolds U16-piger i næste sæson ikke spiller i Øst 1, men i Øst 2. Vi har tørret øjnene, er ved at sige farvel til en række af de spillere, som har været en del af vores setup i en årrække, og vi ser frem til at spille i U16 Øst 2 og møde en række klubber som vi ikke har det store kendskab til. Med den spillerafgang vi kommer til at opleve i den kommende tid, er Øst 2 en god matchning.

Dette debatindlæg handler derimod om følgende:

  • Det rent principielle forhold, at DBU Sjællands indrangeringsgruppe ikke forvalter deres opgave med udgangspunkt i de kriterier, der opstilles i forbindelse med, at man ansøger om indrangering.
  • En arrogance som man mødes med, når man påpeger, at der er et misforhold mellem indrangeringskriterier og den praksis, der udmøntes.
  • Appelsystemet ligner til forveksling noget, man kun møder i lande, som vi nødigt sammenligner os med.

Når vi skriver et ”åbent brev” til DBU Sjællands bestyrelse handler det om, at indrangeringsgruppen er nedsat af bestyrelsen, der dermed også har det politiske ansvar for den måde, som indrangeringsudvalget forvalter deres opgave på.

Vort håb er, at vores indlæg, som på ingen måde er møntet på enkeltpersoner, men påpeger en for os at se dysfunktionel praksis, enten kan lede til en dialog omkring den fremtidige indrangering, således at det er forholdsvis objektive kriterier, der ligger til grund for indplaceringen, og ikke hvem der en gang har trænet hvem. I modsat fald bør det indskrives i DBU Sjællands vedtægter, at indrangering sker via lodtrækning eller sten-saks-papir-princippet. Det vil i nogen grad være et mere retfærdigt system end det, der aktuelt praktiseres.

U16 Øst er en indplaceringsrække, hvor indplaceringen tager udgangspunkt i en række indrangeringskriterier

Man spiller sig i udgangspunktet ikke ind i Øst-rækkerne, man indrangeres, og den praksis giver god mening i et udviklingsperspektiv – og det er det, vi alle gerne vil – udvikle og fastholde dygtige pigespillere. Når man læser kriterierne for indrangering, er der tale om en samlet bedømmelse af setup, spillermateriale, spillemæssigt udtryk m.v. Nogle af kriterierne er ret subjektive – de fleste klubber vil mene, at de tager godt imod dommerne, at trænerne er til hjælp for spillerne m.v., men der er tale om forhold, der kan være til diskussion, fordi vi som mennesker opfatter verdenen forskelligt.

Der er dog også en række kriterier, der er mere objektive som f.eks.:

  • Klubbens organisation – Findes der en eliteorganisation?
  • Ses en tydelig sportslig linje i klubben?
  • Udvalgte spillere – DBU-spillere.
  • Kampens forløb – brug af 1. årsspillere?

Disse kriterier er langt mere håndfaste, og med en klar elitestruktur fra børneakademi og opefter, hvor der trænes og spilles på samme måde, fem U15-spillere omkring DBU talentcenter og tre udtaget til den sidste udtagelsessamling til U16-landsholdet, samt en trup med en klar overvægt af 03-04-spillere, følte vi os ret sikre på, at vi også igen skulle spille i Øst 1. Men vi blev klogere……

Det viser sig nemlig, at indrangeringsudvalget slet ikke tager udgangspunkt i de kriterier, der er opstillet for deres arbejde med indrangering. Antallet af DBU-spillere, 1. årsspillere, eliteorganisation m.v. indgår ifølge formanden for indrangeringsgruppen slet ikke i udvalgets vurderingsgrundlag. Direkte adspurgt om, hvad man så indplacerer efter, er svaret: Spillerlister og besøg. Problemet er blot, at det af spillerlisterne f.eks. ikke fremgår, hvem der er på DBU, og indrangeringsudvalget på pigesiden består af tre personer, der af naturlige årsager ikke har mulighed for at se alle hold.

I vores tilfælde har det betydet, at der har været bedømmer til EN kamp. Det eneste spørgsmål, bedømmeren havde til en træner, der var i gang med opvarmningen, var, hvorfor vi var udeblevet fra en kamp i en bredderække, og så tog bedømmeren ellers sin klapstol satte sig ned bag målet og så en kamp, hvor vi med fem 04-spillere på holdet vandt over et af de hold, der næste år spiller i Øst 1. Ikke et eneste spørgsmål om vores setup, planer for den næste sæson m.v., så han hørte ikke om samarbejdet med MSW Duisburg fra den tyske Frauenliga, interne fritidsjobs til de piger, der har svært ved at kombinere gymnasiet og fodbold og en masse andet.

Ring til formanden for indrangeringsudvalget

var den besked, som vi fik fra DBU Sjælland, da vi noget overraskede modtog meldingen om, at vi ikke længere skulle spille Øst 1, og det gjorde vi så. Det bliver vi dog ikke klogere af, udover at vi kan konstatere, at indrangeringsudvalget ikke ved noget som helst om HB Køge Pigefodbold – absolut intet.

Efter samtalen med formanden for indrangeringsgruppen sidder vi tilbage med en klar oplevelse af, at indrangeringsproceduren ikke lever op til de kriterier, som DBU Sjælland og København selv har indstillet for indrangering. Vi har kun været med i to år, har i de to år spillet i den bedste række og tog det derfor som givet, at indrangeringsudvalget levede op til de gældende indrangeringskriterier.

Da vi forhører os forskellige steder omkring, hvordan indrangeringen finder sted, fortæller folk om et uigennemsigtigt system kendetegnet ved bytte-bytte købmand mellem lokalunionerne, personlige interesser og andre forhold, som ikke rimer på good governance, transparens og nogle af de andre værdier, som en organisation som DBU bør være kendetegnet ved.

Vi er helt med på, at indrangeringsudvalget gør det frivilligt, og at de har begrænsende ressourcer. Det kan være en forklaring på, at man ikke har tid til at kigge på flere kampe, sætte sig ind i det organisatoriske setup i klubberne m.v., men det kan omvendt ikke være en undskyldning for, at man ikke lever op til de indrangeringskriterier, som organisationen selv har opstillet. I andre sammenhænge ville man nok omtale dette som mangelfuld sagsbehandling, Vi var derfor ret fortrøstningsfulde, da vi satte os ned for at skrive vores anke, da vi havde en klar forventning om, at organisationen agerer evidensbaseret – vi skriver jo Danmark 2018.

Arrogance og magtfuldkommenhed

er nogle af de udtryk, der bliver brugt, når vi snakkede med andre klubber omkring deres erfaringer med at anke en afgørelse, men vi synes selv, at vi havde en god sag og følte os ret sikre på, at, hvis vi blot redegjorde for spillermateriale, skadessituation, setup, planer m.v., så ville indrangeringsudvalgets beslutning blive omgjort. Men vi blev klogere………

På trods af, at vi ret minutiøst redegjorde for, hvordan vi levede op til indrangeringskravene i forhold til de opstillede indrangeringskriterier, så var svaret blot, at anken var afvist af de samme mennesker, som havde taget den oprindelige beslutning. Blot det forhold, at man anker til den samme instans, som har taget den oprindelige beslutning, giver jo associationer til bananstatsligende forhold.

Vi havde også bedt om en begrundelse for en evt. afvisning, men der var ingen begrundelse. Og det kan vi godt forstå, fordi der er næppe nogen logisk begrundelse.

I 2018 er det kutyme, at selv Skat begrunder sin praksis, men det gælder åbenbart ikke DBU Sjællands indrangeringsgruppe, som ser ud til at operere ud fra sin egen løsrevne logik.

Og når man til dagligt har et fint samarbejde med DBU´s administration, bliver man reelt en smule overrasket over det brev, der følger med afvisningen af anken. Man tænker ved sig selv, om vi reelt spiller på samme hold i forhold til at udvikle pigefodbolden – og måske giver begreberne arrogance og magtfuldkommenhed alligevel mening……

Gør det en forskel, at vi spiller i Øst 2?

Ledere fra syv klubber i Østsjælland etablerede HB Køge Pigefodbold med afsæt i en tænkning om, at pigerne ikke bliver bedre af at sidde i en bil eller i et tog på vej til Brøndby, BSF, B93 og nu også FC Nordsjælland. Etableringen af HB Køge Pigefodbold afspejler et ønske om at udvikle et stærkt lokalt talentsetup, der kan være et lokomotiv i udviklingen af pigefodbolden i et område, hvor pigefodbolden i en del år ikke har stået specielt stærkt. (Køge Kommune er en af de kommuner i landet, der har den laveste procentdel af piger, der spiller fodbold). Vort motto er ”For de fleste og de bedste!” Fremadrettet bør vi nok overveje at sløjfe ”de bedste”.

Nu skal pigerne ud og køre i tog og bil for at spille på højeste niveau – det er træls for dem, at de – i en fase af deres liv, hvor de snart skal i gang med en ungdomsuddannelse, der byder på flere lektier, afleveringer, større egetansvar – nu også skal indtænke ekstra transporttid i et forvejen hektisk skema. I projektet ”Gode idrætsmiljøer for piger”, som DBU også er en del af, har man fulgt 750 piger i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelserne, og en vigtig konklusion er, at manglende tid er den helt afgørende faktor i forhold til, at de stopper med at dyrke foreningsidræt.

Vi har ikke noget problem med, at de dygtigste piger skal videre i systemet, men det er problematisk når denne proces forceres af lemfældigt indrangeringsarbejde, som udover at besværliggøre en gruppe pigers hverdagsliv, også er med til at sætte et ambitiøst projekt nogle år tilbage i dets udvikling.

Har vi et fælles projekt om at styrke pigefodbolden?

I DBU taler vi om 2020-visioner, en fordobling af antallet af pigespillere m.v., men så er det også vigtigt, at hele organisationen er gearet til dette projekt, herunder også indrangering. Den vilkårlighed, som pt. kendetegner indrangeringssystemet, tjener ikke pigefodboldens udvikling. Vi har også svært ved at forestille os, at DBU Sjællands bestyrelse kan leve med et system, hvor praksis ikke afspejler de kriterier, som man opstiller for indrangering, samt den arrogance og magtfuldkommenhed, som administrationen signalerer med sin kommunikation.

Som klubber og lokalunion har vi et fælles projekt, når det gælder udviklingen af pigefodbolden, herunder også udviklingen af flere lokale talentmiljøer, for de piger der kan og vil – og ikke bare for dem, hvor forældrene har tid til at sidde i en bil på motorvejen.

Heldigvis er der mange positive tiltag såvel lokalt som på lokalunionsniveau, der lover godt for fremtiden. Nu skal vi også have indrangeringssystemet med i denne positive udvikling, således at indrangering langt mere tager afsæt i evidens, og knapt så meget i det nogen vil kalde for ”lokumsaftaler”.

Der er flere muligheder, men for os og se er det helt afgørende, at indrangeringskriterier og den konkrete praksis afspejler hinanden. Alt andet giver mulighed for rygtedannelse, anklager om nepotisme m.v. – noget som pigefodbolden ikke kan være tjent med.

Det kunne give god mening, at man professionaliserer sagsbehandlingen, således at administrationen bruger noget tid på at indsamle den viden, der dels kan være med til at kvalificere indrangeringsgruppens beslutninger, dels kan medvirke at til indrangeringsudvalget hjælper klubberne til via dialog at udvikle sig på den mest hensigtsfulde måde, herunder også i forhold til matchning. Her kan DBU Sjælland lade sig inspirere af DBU på landsplan, som jo lige præcis tilbyder kompetent sparring til de miljøer, der ønsker at udvikle et bæredygtigt talentsetup.

Vil det betyde, at administrationen vil blive overbelastet? Næppe, en stor del af indrangeringerne giver sig selv, og reelt skal man jo blot indhente viden om nogle få miljøer – noget der nok vil tage lige så meget tid, som en gruppe af vore spillere nu på daglig basis skal bruge på at bevæge sig mod enten Brøndby, B93 eller FC Nordsjælland.

Hvis man vurderer, at det ikke er muligt at allokere flere midler til indrangering, så bør man nok overveje om de klubber, der ikke har licens, blot spiller om hvem der spiller i hvilken række – eller alternativt, at man en gang om året indkalder klubberne til at spille ”sten-saks-papir” – det vil give langt mere gennemsigtighed end det nuværende system, hvor det er dagsformen hos manden med klapstolen som afgør, hvor man spiller.

På vegne af HB Køge Pigefodbold

Søren Østergaard

Sportslig koordinator, medlem af DBU´s ungegruppe og projektleder på forskningsprojektet ”Gode idrætsmiljøer” for piger”.