Signe Bruun om skifte: En kæmpe drøm er gået i opfyldelse

0
2623

Det store danske talent Signe Kallesøe Bruun skrev i slutningen af august under på en kontrakt med den franske storklub Paris Saint Germain. Derfor har Signe skiftet den trygge hverdag i Nordjylland ud med et nyt liv i den franske hovedstad. Men selvom det har været en stor omvæltning, så er det også en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse. Læs interviewet med Signe her:

Af Andrea Signe Trolle

For knap tre uger siden gik en kæmpe drøm i opfyldelse for Fortuna Hjørrings tidligere topangriber Signe Kallesøe Bruun. I en alder af 19-år skrev hun kontrakt med en af Europas førende kvindeklubber Paris Saint Germain og er nu flyttet fra den trygge hverdag i Nordjylland til den populære franske hovedstad – og indtil videre har hun mødt kæmpe opbakning:

” Det er selvfølgelig kæmpe stort og en drøm der er gået i opfyldelse. Da jeg så mit navn bag på en PSG-trøje første gang fik jeg kuldegysninger, så det er virkelig stort. Alle har været meget positive og opbakningen har været enorm. Stort set alle har kunnet forstå min beslutning og synes det er kæmpe stort for mig og at jeg selvfølgelig skal prøve det af,” siger Signe.

14 dage før Signe skrev den afgørende underskrift, havde PSG kontaktet hendes agent og vist deres interesse for en aftale med hende. Derefter gik det stærkt, hvor Signe på få dage var i Paris til prøvetræning inden hun fik truffet den endelige beslutning:

”Jeg fik tilbuddet lidt over 14 dage inden jeg skrev under på kontrakten, så det hele gik rigtig stærkt også fordi at transfer-vinduet i Danmark lukkede den 1. september. Men sådan er fodboldverdenen og selvom det var en stressende periode med mange overvejelser, opkald og tanker, så er jeg glad for, at jeg tog imod tilbuddet. Nogle gange handler det bare om at gribe chancen, og selvom jeg var meget glad for at være i Fortuna Hjørring og lærte rigtig mange ting, så føler jeg, at skiftet til Paris Saint-Germain virkelig kan forbedre mig som fodboldspiller,” fortæller Signe.

Høje ambitioner både personligt og med klubben

Signes fremtidige udvikling var en kerneårsag til hendes skifte, hvor hun tror på, at den franske storklub kan tage hendes niveau til nye højder og hun kan lære en masse af de andre spillere. Men også klubben har store ambitioner og dem håber Signe, at hun kan være med til at indfri:

”Jeg håber på at blive en bedre fodboldspiller all-round. Tempoet i spillet, mine tekniske færdigheder og dét at bruge sin fysik bedst muligt, håber jeg også at kunne udvikle. Jeg er her for at lære og der er mange dygtige spillere. Jeg snakkede med nogle fra klubbens ledelse i forbindelse med kontraktunderskrivelsen og de sagde at målet var at vinde Champions League før herre-afdelingen gør det og det beskriver meget godt klubbens målsætninger og ambitioner. De vil vinde og jeg håber selvfølgelig at være en del af det,” siger Signe.

Hårdt at flytte fra venner og familie

Med skiftet fulgte også, at Signe har forladt venner og familie i Danmark for sit nye liv i Paris. Men allerede i en tidlig alder flyttede Signe hjemmefra for at bo i Hjørring og fokusere på fodbolden. Derfor har hun erfaring med at bo ude, men det bliver alligevel anderledes, når hun nu ikke kan tage hjem til venner og familie i tide og utide:

”Jeg flyttede til Hjørring væk fra min familie og venner, da jeg var 16 år gammel, så jeg er vant til at bo ude. Omvendt var det nemt at tage hjem forbi, da jeg boede i Danmark, hvilket jeg gjorde med jævne mellemrum. Det bliver også hårdt at undvære mine venner, som jeg har haft en hverdag med i 4 år i Fortuna Hjørring, men jeg tror også det handler om hvilken indstilling man tager afsted med. Det er en del af gamet, hvis man vil være en bedre fodboldspiller. Men hvis jeg skal være ærlig, var det også denne del, der fyldte meget for mig, da jeg skulle vælge om jeg ville tage herned eller ej, så det har været og bliver svært. Men heldigvis får jeg en masse besøg fra både venner og familie,” siger Signe.

Det er til gengæld en fordel, at der er gode flyforbindelser fra den franske hovedstad til københavn og derfor regner Signe også med, at hun vil udnytte diverse friweekender og pauser til at rejse en tur hjem til Danmark:

” I sommer- og vinterpausen kan jeg sige med 100% sikkerhed. Derudover kommer jeg højst sandsynligt til at tage hjem, hvis vi har fri-weekender eller lignende. Der går fine flyforbindelser mellem Danmark og Paris, så det er heldigvis nemt. Jeg er et familie-menneske, så jeg kommer til at tage hjem når det passer ind. Omvendt er det også vigtigt for mig, at falde godt til her i klubben, så i starten er det vigtigt at prioritere det i stedet for at tage hjem,” afslutter Signe, der på nuværende tidspunkt bor på hotel i Paris indtil hun finder en lejlighed.

Signe scorede to mål i PSG’s seneste kamp, hvor de vandt 0-6 over Soyaux.

For fire år siden skrev Signe sin første kontrakt – dengang med Fortuna Hjøøring.