Fortuna-assistenstræner: 0-7 er meget tilfredsstillende

0
1005

Weekenden bød på storsejre til topholdene Brøndby IF og Fortuna Hjørring, hvor sidstnævnte fik en sejr på hele 0-7 over FC Thy – ThistedQ. Assistenttræner Peter Enevoldsen var også meget tilfreds efter kampen, hvor Fortuna-spillerne arbejdede koncentreret hele kampen igennem.

Af Andrea Signe Trolle

Lørdagens kampe i 3F-ligaen afslørede, at der fortsat er stor forskel mellem top og bund i 3F-ligaen. En toppræstation af de forsvarende mestre gav Fortuna Hjørring en 0-7 sejr med hjem fra Thisted over FC Thy – ThistedQ:

“Tidligere har vi haft lidt besvær med at komme i gang, men i Thisted kom vi hurtigt ud af starthullerne. Koncentration var udpræget, og den holdt kampen igennem, så det er opmuntrende. Vi havde et par brændte chancer, så sejren kunne være blevet større, men 0-7 er meget tilfredsstillende,” siger assistenttræner Peter Enevoldsen i en pressemeddelse på Fortunas hjemmeside.

Der blev også plads til en debut på Fortunas hold. 18-årige Cecilie Christensen kom på banen med små 20 minutter igen, hvor hun blev placeret i angrebet. Cecilie kom til Fortuna fra Vejle Boldklub, men har senest spillet på Fortunas U18 DM hold har også allerede 11 kampe fra U16 og U17 landsholdet på CV’et.

Også Brøndby IF fik en sejr med hjem fra Odense på 10-1 over Odense Q. Derfor er den indbyrdes placering i ligaen uændret, hvor Brøndby fører med 19 points, mens Fortuna ligger som 2’er med 17 points. Tre point længere nede ligger BSF, der også vandt deres kamp mod B93 med 2-1.

Cecilie Kristensen fik debut for Fortuna Hjørring.