Asylum United spreder sig ud over Danmark – du kan komme med

0
1696

Asylum United har til formål at styrke asylkvinders handlekraft og tro på en bedre fremtid. Det skal ske igennem fodbold, hvor fysisk aktivitet og et stærkt socialt fællesskab kombineres. Foreningen mangler dog frivillige, og derfor holder de et informationsmøde den 3. december.  

Af Camilla Bergholm

Kvindefodbold indeholder både fysisk aktivitet og fællesskab. Elementer, der gør fodbold sjovt. Men for nogen kan det have større betydning. Asylum United er et projekt, der bruger elementerne i fodbold til at skabe noget særligt for kvinder på asylcentre rundt om i Danmark:

”Det kan være en skelsættende faktor for kvindernes selvværd og på sigt deres integration i det danske samfund,” siger Fie Frederiksen, der er en del af teamet bag projektet.

I øjeblikket bliver der spillet fodbold på Asylcenter Avnstrup og Asylcenter Sandholm, men de er også ved at starte op på Asylcenter Jelling. De mangler dog frivillige, og derfor afholder de et informationsmøde om projektet mandag den 3. december i Aarhus.

Kvinderne og frivillige bliver en del af et fællesskab
Følelsen af sammenhold er netop, hvad projektet vil give kvinderne på asylcentrene:

”Gennem respekt og forståelse for kvindernes situation vil vi udvikle deres mod til, tro på og stolthed over at bidrage til et fællesskab,” siger Fie Frederiksen om formålet med projektet.

Ikke kun kvinderne på centrene bliver en del af et fællesskab. Det gør de frivillige også – og de frivillige er der brug for. Derfor inviterer Asylum United til informationsmøde, hvor man kan komme og høre om, hvordan det er at være en del af frivillighedsteamet.

Som frivillig kommer man til at stå for fodboldtræninger på Asylcenter Jelling. Træningerne er ikke startet endnu, derfor har de brug for én til to personer, der synes det kunne være interessant at få rollen som centerleder/frivillig projektkoordinator.

Udover at være på Asylcenter Jelling vil der også være mulighed for at deltage i en masse turneringer. Tidligere har Asylum United været med på Roskilde Festival, Folkemødet på Bornholm, OMBOLD-turnering og mange andre arrangementer.