FCN-keeper på plads i Brøndby

0
1944
Mira Pastoft er klar til at trække i Brøndbys målmandstrøje. Foto: Brøndby IF

19-årige Mira Pastoft er skiftet fra FCN/Farum til Brøndbys 3F ligahold

En stor mulighed og en drøm, der er gået i opfyldelse. Sådan siger 19-årige Mira Pastoft til Brøndbys facebookside, efter at hun i denne uge blev præsenteret som ny målmand i klubbens 3F-trup.

For et par uger siden kom det frem, at Kathrine Larsen er skiftet fra Brøndby til FCN/Farum, og nu er Mira Pastoft rejst den anden vej. Det er sker lidt over et halvt år efter, at Mira skiftede til FCN/Farum fra BSF. Tidligere har Mira vogtet målet i Greve, som hun kom til fra barndomsklubben Ejby IF68.

“Det er en stor mulighed for mig at spille i Brøndby og det har altid været en drøm for mig at komme til en klub, hvor jeg kan få træning på absolut højeste niveau og udvikle mit spil”, fortæller Mira til Brøndbys facebookside.

“Det er et højere niveau end jeg har været vant til, og jeg forventer, at jeg kommer til at lære rigtig meget og udvikle mig både mentalt og fysisk, og specielt her i starten vil der være rigtig meget at lære. Jeg glæder mig vildt”, siger Mira.

Hun skulle have haft sin Brøndby-debut lørdag i en træningskamp mod svenske LB07 fra Limhamn, men kampen måtte aflyses på grund af sne på banen. I følge Brøndby fordi sneryddemaskinen brød sammen hos svenskerne.

Mira Pastoft får dog snart chancen for at vogte Brøndby-målet uden at der kommer et snevejr i vejen. Brøndby-truppen rejser nemlig i starten af februar på træningslejr i Tyrkiet.