Elitefodboldspillere søges til forskningsprojekt – skal vise hvor sundt fodbold er

0
2010
Hvad betyder elitefodbold for kvinders knoglesundhed, biologiske aldring mv. Det skal en gruppe forskere nu undersøge. Arkivfoto: Steen Trolle

Forskere på Syddansk Universitet og Københavns Universitet vil teste 140 kvinder, heriblandt 35 18-30 årige elitefodboldspillere. Formålet er at undersøge fodboldens gavnlige effekt på knoglesundhed, biologiske aldring mv. Forskerne søger lige nu spillere til projektet

Er du mellem 18 og 30 år, elitefodboldspiller og har lyst til at bidrage til vigtig viden om sundhedsfordelene for kvinder ved at spille fodbold? Så har en gruppe forskere brug for dig lige nu.

Det er forskere på Syddansk Universitet og Københavns Universitet, som er i gang med et stort forskningsprojekt om kvinder og fodbold og håndbold. Formålet er at undersøge, hvad livslang fodbold- og håndboldaktivitet betyder for den biologiske aldring og den generelle sundhed, herunder knoglesundheden.

140 kvinder skal undersøges, heriblandt 35 elitefodboldspillere i alderen 18-30 år. Forskerne har været i kontakt med alle trænere med hold i 1. division og 3F Ligaen, og der er lavet aftaler med 25-30 spillere.

Men forskerne mangler stadig 5-10 spillere, fortæller Marie von Ahnen Hagman, Ph.d.-stipendiat ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. Hun har derfor kontaktet FODBOLD FOR PIGER for at spørge, om vi vil sprede budskabet. Det er hermed gjort 🙂

Skal mindst have spillet fodbold i 10 år

For at deltage, skal du have dyrket regelmæssig fodboldtræning de seneste 12 måneder, du skal mindst have 10 års fodbolderfaring, du skal være ikke-ryger, være uden kendte kroniske sygdomme og have regelmæssig menstruation.

Forsøgspersoner får et bredt sundhedstjek, som skal udføres over to testdage af 2-4 timers varighed i løbet af februar-marts. Det sker på Institut for Idræt og Ernæring på Panum Instituttet og Bispebjerg Hospital i København.

“Det overordnede formål er at producere viden omkring de sundhedsmæssige effekter ved fodbold- og håndboldtræning blandt kvinder og potentielt inspirere flere kvinder til at dyrke disse sportsgrene, også som ældre,” siger Marie von Ahnen Hagman.

Ud over elitefodboldspillerne deltager 35 ældre (60-80-årige), der spiller håndbold, og to kontrolgrupper bestående af 35 utrænede unge og 35 utrænede ældre.

Projekt med mænd afsluttet i 2017

Et lignende projekt med mænd viste for et par år siden, at mandlige fodboldspillere over 70 år havde samme knoglestyrke som en utrænet 25-årig. På nogle områder havde de endda bedre knoglesundhed, bl.a. havde de 7,3 procent højere knoglemineralindhold i benene.

Men hvorfor er det lige fodbold- og håndbold, der undersøges? Hvorfor ikke svømning, løb, cykling, tennis eller andre individuelle sportsgrene?

Til det spørgsmål siger Marie von Ahnen Hagman:

”Svømning og cykling har f.eks. begrænset effekt på knoglerne, da disse motionsformer ikke er vægtbærende. Individuelle sportsgrene indebærer ligeledes ikke det sociale aspekt, som holdspil/boldspil gør. Både fodbold og håndbold fungerer som intervaltræning med mange aktioner ved høj intensitet, som kan udmunde i et andet træningsrespons end kontinuerlig træning som f.eks. løb eller cykling ved en konstant hastighed,” forklarer hun.

Hvis du er interesseret i at deltage, kan du kontakte forskerne her:

Marie Hagman, PhD studerende, SDU,mhagman@health.sdu.dk, tlf: 24458671

Peter Krustrup, Professor, SDU, pkrustrup@health.sdu.dk, tlf: 21161530