Harder, Troelsgaard, Holmgaard og Veje nomineret som Årets Spiller ved Dansk Fodbold Award

0
1261
Pernille Harder. Foto: UEFA

Fire kandidater til prisen som Årets Kvindelige Spiller ved Dansk Fodbold Award 2019. Du kan stemme på din favorit

DBU har sat navn på de fire spillere, som skal dyste om titlen som Årets Kvindelige Spiller ved Dansk Fodbold Award 2019,som finder sted lørdag den 2. marts i Forum Horsenbs.

Ikke overraskende er Wolfsburg-stjernen Pernille Harder, som er kåret til Europas bedste og verdens næstbedste, blandt de fire nominerede. Derudover tæller kandidatfeltet de to udlandsprofessionelle Sanne Troelsgaard og Katrine Veje samt stortalentet Karen Holmgaard fra Fortuna Hjørring. Sidstnævnte er i forvejen nomineret til Award-priserne som Årets 3F-spiller og Årets Kvindelige Talent.

Årets Kvindelige Spiller og Årets Mandlige Spiller udpeges efter en afstemning, som starter i dag. Du kan stemme her. Blandt alle deltagere trækkes lod om to VIP-billetter til en valgfri landskamp i 2019.

De fire nominerede til Årets Kvindelige Spiller bliver motiveret sådan her af DBU:

Pernille Harder, VFL Wolfsburg
Kombinationen af Pernille Harders fantastiske personlighed uden for banen og hendes utrolige evner inden for kridtstregerne gør hende til en oplagt ambassadør for kvindefodbolden i landet. Selvom hendes udfordrende spillestil, formidable drive med bolden og eminente sparketeknik fører mål og oplæg med sig og gør hende til frontfigur for landsholdet, sætter Harder altid holdet i forreste række.

Sanne Troelsgaard, FC Rosengård
Sanne Troelsgaard er målrettet og dedikeret som få. Med hendes alsidige spillestil og vindende væsen går hun altid forrest for at opnå egne og holdets mål. Det kommer især til udtryk med hendes store temperament, som hun til modstandernes frustration har lært at tøjle og får afløb for gennem en fysisk spillestil. Sanne Troelsgaards seriøse indstilling til livet som professionel er et eksempel til efterfølgelse for ambitiøse fodboldpiger med store drømme.

Karen Holmgaard, Fortuna Hjørring
Karen Holmgaard er en del af kvindelandsholdets fremtid. Med hendes arbejdsiver og store løbepensum kæmper hun for hver en kvadratmeter på banen fra sin tilbagetrukne position på midtbanen. Hendes store dedikation lyser ud af hende i nærkampene, og hendes evner i hovedspillet har medført, at hun har scoret en del mål og dermed spillet en afgørende rolle for både klubhold og landshold på trods af hendes unge alder.

Katrine Veje, Arsenal FC
Katrine Veje er en teknisk begavet spiller, som bjergtager sine beundrere, når hun bruger én af sine utallige driblinger i én-mod-én-spillet. Kombineret med et vidunderligt drive med bolden og et velfunderet venstreben skaber hun kaos omkring modstanderens mål til gavn for hende selv og medspillerne. Disse evner har landsholdet kunne drage nytte af i årevis, og forhåbentlig kan hun have samme indflydelse i den engelske Premier League, hvor hendes store ærgerrighed vil blive sat på prøve.