Dramatisk topkamp endte uafgjort – KoldingQ og FC Thy-ThistedQ tog begge tre point

0
1453
Sara Thrige i aktion mod FC Thy-ThistedQ. Foto: Jess Madsen

Skærtorsdag bød på både fantastisk fodboldvejr og tre kampe i Slutspillet. Topbraget mellem Fortuna Hjørring og Brøndby endte uafgjort, mens KoldingQ og FC Thy-ThistedQ begge fik tre point med sig hjem fra torsdagens sidste to kampe.

Af Camilla Bergholm

Der var fulglefløjt og høj sol under dagens tre opgør i Slutspillet. Vejret var perfekt til at spille fodbold i, og det blev også til tre gode kampe, der både bød på masser af mål, højt niveau, rødt kort og to udesejre. Mens de to tophold Fortuna Hjørring og Brøndby delte pointe, tog KoldingQ tre point mod BSF. FC Thy-ThistedQ overraskede mod VSK Aarhus, da de fik de første tre point til slutspilskontoen.

Fortuna Hjørring – Brøndby (1-1)
Fortuna Hjørring kom stormende ud til dagens topopgør. Efter to minutter fik Frederikke Thøgersen en bold på kanten af Brøndbys felt, hvorefter hun lagde et indlæg til Florentina Olar, der headede bolden over mål. Der var allerede lagt op til en god kamp. To minutter senere var Fortuna Hjørring igen fremme ved Brøndbys målfelt, men det lykkedes heller ikke Sanni Franssi at få den i mål. 

Frederikke Thøgersen var godt kørende fra kampens begyndelse, hvor hun opsnappede flere afleveringer på midten af banen. Det skete også efter otte minutter. Hun blev dog bremset lige inden målfeltet, hvilket førte til et rødt kort til Rikke Sevecke. Dette var ikke helt korrekt, da det var Sofie Svava, der kom diagonalt ind og stoppede Frederikke Thøgersen med ulovlige midler.

Rikke Sevecke udvises fejlagtigt. Det var Sofie Svava, som havde begået forseelsen, der førte til udvisningen. Foto: Fodboldfoto Jens Madsen

Med en mand i undertal, kunne det synes svært for Brøndby-mandskabet. De viste dog 12 minutter inde i kampen, at det ikke var et problem, da Nicoline Sørensen på en fejl af Laila Himle fik tilkæmpet sig bolden, hvorefter hun kunne sende bolden ind bag Fortuna Hjørrings keeper. 1-0 til gæsterne fra Brøndby.

Fem minutter senere var Hjørring-holdet klar i modstandernes felt, hvilket førte til et skud fra Sara Thrige Andersen, som dog sneg sig lige forbi målet. 

Bolden røg meget frem og tibage mellem de to hold i starten af anden halvleg. Der dukkede dog en chance op til Brøndby efter 55 minutter, da Mille Gejl Jensen fangede bolden på midten af banen efter en fejl af Fortuna Hjørring. Mille Gejl Jensen løb hurtigt mod Hjørring-holdets mål, og hun fik også sendt en bold afsted, men overliggeren var i vejen.

Der skulle gå 64 minutter før, Fortuna Hjørring fik bolden ind bag Brøndby-keeperen. Det sørgede Caroline Hansen for på et indlæg af Karen Holmgaard.

Fortuna Hjørring pressede herefter godt på, men de vidste også, at Brøndby var klar i deres omstillingsspil. Fortuna Hjørring var dog flere gange farlige og kom helt tæt på Brøndbys mål. 

Brøndby var i sidste del af kampen presset tilbage på banen, men det lykkedes samtidig heller ikke Fortuna Hjørring at komme frem til modstanderens mål. Kampen endte derfor 1-1.

Foto: Fodboldfoto Jens Madsen

BSF – KoldingQ (0-5)
Både BSF og KoldingQ er hold med spændende spillere, der begge har gode organiserede mandskaber. Arnela Muminović har dog udtalt til Fodbold For Piger, at BSF har en smal trup, hvilket godt kan gøre det svært for dem. Svært var det også for holdet mod Kolding, der tog tre point og fem mål med hjem over Store- og Lillebælt.

KoldingQ’s målfest startede allerede efter fire minutter, da Louise Eriksen fik bolden ind bag BSF-keeperen. Hjemmeholdet kom efterfølgende frem til modstanderens mål, hvor Michelle Madsen fik afsluttet, men bolden gik langt forbi målet.

Den stilling holdt længe, men efter 35 minutter lykkedes det koldingenserne at forøge stillingen til 2-0 på et mål af Lotte Troelsgaard.

Det var i det hele taget en kamp, hvor der stod Lotte Troelsgaard på mange ting. Allerede tre minutter senere fik hun nemlig headed bolden i nettet til 3-0. Og hun var ikke færdig her. 61 minutter inde i kampen var Lotte Troelsgaard endnu engang klar efter et flot omstillingsspil fra KoldingQ, og hun loppede bolden i mål til 4-0.

Selvom Lotte Troelsgaard havde opnået sit hattrick, var hun ikke færdig. Det viste hun efter 83 minutter, hvor hun for fjerde gang fik bolden ind bag BSF-keeperen.  

Hjemmeholdet kom flere gange i kampen frem til et par chancer, men helt farligt blev det aldrig. Dog blev Amalie Thestrup i de sidste minutter af kampen spillet fri, og hun fik også sendt bolden af sted, men forbi mål. Kampen endte 5-0 til KoldingQ.

VSK Aarhus – FC Thy-ThistedQ (0-2)
I smilets by var der ikke mange smil at spore hos hjemmeholdet efter dagens opgør mellem VSK Aarhus og FC Thy-ThistedQ. Gæsterne endte nemlig med at tage pointene, og thyboerne fik altså deres første sejr i Slutspillet. 

Det var også nogle parate gæster, der efter 19 minutter fik skudt et frispark meget tæt forbi målet, og allerede et minut senere fik de igen bolden ind foran århusianernes mål, men hjemmeholdet afværgede angrebet.

Det lykkedes VSK Aarhus efter 27 minutter at komme helt tæt på udeholdets mål, men der manglede det sidste, hvis århusianerne skulle tage føringen. Hjemmeholdet pressede dog efterfølgende på, men det lykkedes dem fortsat ikke at få bolden ind i målnettet. 

FC Thy-ThistedQ kunne heller ikke score i første halvleg. De nåede dog lige inden pausen at komme helt tæt på mål og få sendt et skud afsted, men den gik ikke ind bag VSK Aarhus’ keeper.

VSK Aarhus var fremme i thyboernes felt i anden halvleg, hvor de blandt andet fik et frispark helt tæt på, men her stod udeholdets keeper i vejen.

72 minutter inde i kampen var det udeholdet fra FC Thy-ThistedQ, der fik sig kæmpet frem på banen, hvorefter Rikke Dybdahl sendte bolden i mål. Efterfølgende gik der blot ni minutter, før thyboerne igen kom på måltavlen. Det skete på et straffespark, som Matilde Kjeldgaard eksekverede.

VSK Aarhus kæmpede for at reducere, og de endte også med at komme frem til et skud i de sidste minutter af kampen, men uheldigvis for hjemmeholdet ramte de ved siden af målet. Kampen endte derfor 2-0 til FC Thy-ThistedQ.