Når en drøm går i opfyldelse – min historie om at studere og spille fodbold i USA

0
671
Foto: Ed Mailliard

21-årige Emilie Frederikke Bock fra Fyn læser og spiller fodbold på Mercyhurst University i Pensylvania. Her fortæller hun sin historie om at kombinere studier og fodbold i USA – og fremover kan du læse meget mere af Emilie. Hun er nemlig ny reporter på FODBOLD FOR PIGER, hvor hun bl.a. vil skrive om international kvindefodbold

Af Emilie Frederikke Bock. Fotos: Ed Mailliard

Det er en sensommeraften tilbage i 2014. Jeg er 17 år gammel og lige startet i 2.g på Tornbjerg gymnasium i Odense. Jeg sidder på bagsædet i en bil sammen med min mor og far, vi er på vej hjem fra en fodboldkamp. Dengang spillede jeg for Odense Boldklubs u-18 DM-hold. Efter at have evalueret kampen og snakket om de gode og knap så gode ting, er der et par minutters stilhed. Jeg afbryder stilheden, da jeg siger: “når jeg er færdig på gymnasiet, vil jeg flytte til USA for at studere og spille fodbold.” Det var en drøm jeg havde gået med siden jeg var helt lille, efter jeg var begyndt at interessere mig for fodbold. Kvindefodbolden så altid ud til at være meget mere hypet i USA i forhold til i Danmark, så det var noget jeg bare måtte prøve!

Det tog begge mine forældre et par uger at vænne sig til tanken, men da jeg pakkede kufferten i starten af august 2016, havde jeg hele min families opbakning. En opbakning der betød alt for om jeg ville tage afsted eller ej, og om jeg ville blive herovre alle fire år eller tage hjem efter et år.

Her ses hovedindgangen til campus på en gråvejrsdag. Foto: Mercyhurst University

Fem år efter tonsvis af papirarbejde, masserer af test, endnu flere telefonsamtaler og evalueringer med trænere, sidder jeg nu i en lejlighed i Erie, Pennsylvania (PA), klar til at fortælle jer om min historie.

Mit navn er Emilie Frederikke Bock og jeg er 21 år gammel. I august 2016 flyttede jeg til USA. Efter et år på universitetet Roberts Wesleyan College I Rochester, New York, besluttede jeg at flytte skole til Mercyhurst University i Erie, PA. Her bor jeg og spiller fodbold indtil maj 2020.

At spille fodbold på et universitet i USA er meget anderledes end at spille hjemme i de danske klubber. Herovre er fodbolden ekstremt fysisk, og hvis man ikke er forberedt på det, kan det godt være noget af en omvæltning.

På de fleste universiteter i USA, bliver pengene på sportsholdende fordelt nogenlunde ligeligt mellem mænd og kvinder. Det betyder at vi har noget der minder om de samme forhold som vores mandlige atleter. Derfor er livet som kvindelig fodboldspiller på et universitet i USA meget mere professionelt, end det man oplever hjemme i de danske klubber.

Emilie i aktion for Mercyhurst. Foto: Ed Mailliard

På mit universitet har hvert hold tilknyttet to fysioterapeuter som følger holdet hele året rundt. Det er noget der er brug for, med alle de træningspas vi har. Når vi spiller turnering i efteråret, træner vi fodbold nærmest hver dag, styrketræner en til to gange om ugen og spiller to kampe.

I foråret, når vi ikke er i turnering, har vi en til to fridage om ugen. Men ellers er vores program følgende:
Mandag: Fri.
Tirsdag: styrketræning kl. 16, fodboldtræning kl. 20-22.
Onsdag: Løb- og styrketræning kl. 06.
Torsdag: Fodboldtræning kl. 20-22.
Fredag: Løb- og styrketræning kl. 06.
Lørdag: Fri.
Søndag: Fodboldtræning kl. 18-20.
Derudover har vi lov til at spille omkring seks kampe i løbet af foråret. Vores ligger hovedsageligt på søndage og tirsdage.

Ud over efterårssæsonen og forårssæsonen, har vi også to ugers “preseason” inden vi starter i skole. Det er perioden man i Danmark har efter sommerferien inden turneringen starter. Preseason er den tid på fodboldåret, hvor man bliver presset allermest fysisk. Formålet med preseason er for de fleste skoler at være sikre på at alle deres spillere er i topform inden turneringen starter.
På min skole betyder det tre træningspas om dagen. Det første træningspas er om morgenen og fokuserer på konditions-/løbetræning, det midterste er et mere afslappet og teknisk træningspas. Det sidste træningspas om aftenen, er hovedsageligt kamp, men med mere løbetræning involveret.
På vores hold har vi 15 forskellige tests – både fysiske og tekniske – som vi skal “bestå” i løbet af preseason. De fysiske test er blandt andet bip-test, 1 mil, 2 mil, 100 yards sprints, og en masse kortere sprints. De tekniske tests består blandt andet af en dribleøvelse, skudøvelse og jongleringsøvelse. Alle tests har specifikke tider eller antal man skal nå for at “bestå” testene.

I preseason skal vi i isbad efter hver morgen- og aftentræning, for at vores krop restituerer bedst muligt.

Der er derfor hårdt brug for vores fysioterapeuter, som altid står klar hvis man har en øm krop eller en mindre skade. Hvis man bliver alvorligt skadet, har vi også tilknyttet læger som har mulighed for at undersøge og behandle dig. For eksempel døjer jeg lige nu med en rygskade, og er lige blevet tilset af vores læge. Han har besluttet at jeg skal have taget både røntgen og MR-scanning for at være sikre på hvordan jeg skal genoptræne uden at forværre skaden.

Ud over fysioterapeuter og læger, har vi også en fysisk træner tilknyttet holdet. Han står for vores løb- og styrketræning, og er med til at sikre, at der trænes optimalt og at indsatsen aktiverer de muskelgrupper der er mest relevante for at blive bedre på fodboldbanen.

Det kan nogle gange være ekstremt stressende at nå alt det man skal når man både er studerende og atlet. Ikke nok med at der bliver stillet høje krav til én hver dag på træningsbanen, det samme bliver der også gjort i klasselokalet.

Det kan nogle gange være ekstremt stressende at nå alt det man skal når man både er studerende og atlet.

Emilie Frederikke Bock

Hvert år kæmper vores sportshold mod hinanden om at have det højeste gennemsnit, eller GPA som det hedder i USA. Det bliver anerkendt hvert år til det årlige “sports banquet”. Sidste år var vores hold i top fem, ud af samtlige 26 hold. Til vores sports banquet bliver det også offentliggjort hvem der er er årets mandlige og kvindelige freshman, sophomore, junior og senior atlet.

Sidste år var jeg blandt de tre nominerede i kategorien “årets kvindelige sophomore atlet”. Nomineringen kom efter en sæson hvor jeg blev topscorer på vores hold og blev anerkendt med priserne PSAC (Pennsylvania State Athletic Conference) All Second Team og Atlantic Regional Second Team. De to priser betyder, at jeg var blandt de 30 bedste i vores konference (den turnering vi spiller i om efteråret) og blandt de 30 bedste i regionen. Desværre vandt jeg ikke titlen, men bare det at få den anerkendelse som det er at blive nomineret, er noget de går meget op i herovre.

Her er jeg (midterst) med to af mine holdkammerater til det årlige sports banquet.

Uden for fodboldbanen læser jeg kommunikation og international politik. At læse på universitetet herovre er meget anderledes end at læse derhjemme. Systemet er nærmest opbygget som gymnasiet er hjemme i Danmark. Man har et fast skema som man følger, og har for det meste timer hver dag.

Når vi i efteråret er i turnering, har vi mindst én hverdagskamp om ugen, og det kan indimellem godt føles som om man nærmest aldrig er til stede i nogle af fagene. For eksempel var jeg kun til stede i halvdelen af mine timer i et af mine fag sidste sæson fordi vores kampe til tider er 6-7 timer væk fra universitetet. Når vores kampe er så langt væk, tager vi normalt afsted dagen før og overnatter på et hotel. Det betyder vi disse dage ikke er i skole 1-2 dage i træk.

Selvom man i nogle fag næsten aldrig er i skole, er vores professorer meget forståelige. De giver os ekstra tid til at skrive vores afleveringer, hvis det er nødvendigt, og de er villige til at mødes på tomandshånd for at gennemgå det materiale man er gået glip af de dage man har været væk.

Inden hver kamp bliver fløjtet i gang, skal den amerikanske nationalmelodi synges. Foto: Ed Mailliard

Det er nu en forårsaften i 2019 og snart afslutter jeg mit tredje år i USA. Tre år jeg ikke vil have været foruden, og tre år jeg vil huske resten af mit liv. At spille fodbold og studere i USA giver tonsvis af muligheder, oplevelser og venskaber. Jeg har haft mulighed for at rejse rundt i og uden for landet, både med og uden mit fodboldhold.

Blandt andet har jeg været i New York City, Boston, Toronto, Niagara Falls og ikke mindst benyttede jeg mig af muligheden for at rejse en tur til Cuba i vores vinterferie sidste år. Inden sæsonen starter igen til august, har jeg endda været så heldig at få en praktikplads på et magasin i Los Angeles. Siden jeg pakkede min kuffert tilbage i august 2016, har jeg ikke en eneste dag fortrudt mit valg om at flytte til USA.