Brøndby-træner: Vi skal ikke fokusere på medaljerne

0
1933
Brøndbys cheftræner Lasse Petersen ser frem imod den sidste del af sæsonen. Foto: Brøndby

Brøndbys U18 DM-hold vandt i dag 3-1 over FC Thy Piger – Skyum og ligger nu placeret som nummer 3. FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med holdets træner, Lasse Petersen, som evaluerer på dagens kamp og ser frem imod den sidste del af sæsonen.

Af Signe Holt Andersen

Det går godt i Brøndby. Klubbens 3F-hold er lige blevet Danmarksmestre, og i dag spillede U18 DM-holdet sig nærmere medaljer, da de på hjemmebane slog FC Thy Piger – Skyum 3-1. FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med holdets cheftræner, Lasse Petersen.

“Jeg synes, at vi sidder på størstedelen af kampen. I første halvleg har vi bolden meget og skulle have scoret 1-2 mål. I 2. halvleg kommer FC Thy bedst fra start og får scoret et mål. Dog kommer vi fint tilbage og får overtaget spillet igen. Herefter scorer vi på to dødbolde, og jeg synes vi vinder kampen fortjent,” lyder det fra Lasse.

Skal ikke fokusere på medaljer

Der er ikke mange spillerunder tilbage i sæsonen, og Brøndby ligger pt. placeret som nummer 3 – og er derfor en medaljekandidat. På trods af det, så har holdet ikke fokus på medaljer, men derimod på at tage en kamp ad gangen.

“Selvfølgelig er der chancer for medaljer, men vi skal ikke have fokus på dem endnu. Vi skal have fokus på hver enkelt kamp, og så må vi se, hvordan situationen ser ud, når der er 2-3 kampe tilbage,” fortæller Lasse Petersen.

Brøndby tager på lørdag imod Team Viborg. Ugen efter er der lagt op til en spændende kamp, når Brøndby tager et smut til Hjørring for at møde topholdet, Fortuna Hjørring. Lasse Petersen fortæller, at holdet i de kommende uger skal blive ved med at udvikle deres spil.

“Vi tager en kamp ad gangen lige nu. Vores fokus ligger kun på os selv og den måde, som vi gerne vil spille fodbold på. Vi er vores egen værste fjende, så derfor er fokus kun på at blive ved at udvikle vores individuelle kompetencer og holdets sammenspil,” lyder det fra Lasse.

I weekenden blev der spillet 2 andre kampe i U18 DM. Her fik Aab og Varde 1 point hver, da de spillede 3-3. FC Nordsjælland hentede derimod 3 vigtige point, da de på hjemmebane slog Team Viborg 2-1.