Ny træner til FC THY PIGER U18DM

0
1945

Når FC THY PIGER’s U18DM trup om et par uger igen snørrer støvlerne efter sommerpausen for at gøre klar til efterårets udfordringen i DM-rækken, så bliver det med en ny cheftræner på banen.

KLUBNYT FC THY PIGER er super glade og stolte over at kunne præsentere Lars F. Nielsen som den nye mand på trænerholdet.

– Jeg kender Lars F. Nielsen som en dybt engageret og meget dygtig træner, som jeg er sikker på kan flytte rigtigt meget omkring vores U18DM hold. Derudover er jeg overbevist om, at Lars med sin store erfaring også vil bibringe hele trænerteamet i FC THY PIGER noget nyt og spændende, siger formand Bent Andersen om samarbejdet.

54-årige Lars F. Nielsen er et kendt ansigt i fodboldkredse i Thy med mange år som ungdomstræner, talentchef og uddannelsesansvarlig i Thisted FC.

Han trænede gennem en længere årrække U15 drenge og har også været fast inde over U17 i TFC gennem mange år. Nu glæder han sig til at prøve kræfter med pigefodbolden:

– Det er lidt anderledes at arbejde med pigerne end med drengene. Nogle ting er man nødt til at gøre på en anden måde for at lykkes, men for mig handler det grundlæggende om at skabe udvikling hos de spillere, jeg har i truppen. Når det kommer til arbejdet med den enkelte spiller så er der lige så mange forskelligheder hos pigerne som hos drengene, så det bliver helt sikkert spændende, siger han.

Når Lars Nielsen ikke er på en fodboldbane arbejder den kommende U18DM cheftræner som underviser på STU – den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddanelse – i Skjoldborg. Derudover er han DBU-trænerrådgiver og instruktør på C-trænerkurserne i DBU-regi.

– Talentudviklingen har alle årene været det jeg brænder for. Nu bliver det spændende at arbejde med samhørigheden i det i FC THY PIGER, for det er jo afgørende for et U18DM hold, at der bliver arbejdet med det hele vejen op gennem årgangene, siger Lars F. Nielsen.
Og det er bestemt en mand, der brænder for spillet og udvikling af spillerne, som nu kommer på hold i pigeklubben.  Det siger formand for FC THY PIGER Bent Andersen:

– Jeg ved, at Lars ikke går på kompromis med noget, så når han har sagt ja, så får vi en Lars Nielsen som er 100 procent på, og jeg er stolt over, at det er lykkedes at trække en kapacitet som ham til pigefodboldverdenen.