Så ruller bolden igen i U18 DM

0
1722
Brøndbys U18 DM-hold skal i første kamp forsøge at slå de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring.

I dag starter den nye sæson i U18 DM-ligaen. Sæsonen indledes med et brag af en kamp, når sidste sæsons bronze- og guldvindere tørner sammen. I artiklen her kan du blandt andet læse Brøndby-træner Lasse Petersens forventninger til den spændende kamp mellem Fortuna Hjørring og Brøndby.

Af Signe Holt Andersen

I dag fløjtes der op til en ny sæson i U18 DM-ligaen. Henover sommeren er der sket en stor udskiftning i de fleste klubbers spillertrupper, og nu skal nye profiler tage over. Weekendenens spillerunde byder på et meget spændende opgør mellem sidste sæsons nummer 1 og 3, Fortuna Hjørring og Brøndby. Desuden mødes sidste sæsons nummer 2 og 4 såmænd også, når Team OdenseQ tager imod Kolding Q.

Mange nye ansigter hos Brøndby

Hos Brøndby har der været stor udskiftning i spillertruppen henover sommerferien. En lang række spillere er nu blevet for gamle til U18 DM og har taget springet videre, mens nye ansigter fra klubbens yngre hold og andre klubber nu skal repræsentere Brøndbys U18 DM-hold.

Brøndby har blandt andet sagt farvel til deres topscorer, Lærke Dreyer, som nu er en del af senior-truppen i Brøndby sammen med midtbaneprofilen, Josefine Hasbo. Hos Brøndby glæder man sig over, at mange spillere nu har taget steppet op til seniorfodbold, og håber at nye, unge ansigter kan tage over.

Selvom Brøndby har mistet flere vigtige profiler, så har de igen i år en stærk trup. Truppen har nemlig fået tilgang af de to U17-landsholdspillere fra B93, Cilje Ostenfeld og Emilie Byrnak. Begge spillere er primært placeret på den centrale midtbane. Derudover, så viser det sig også, at Brøndbys talentarbejde bærer frugt, da hele 7 spillere fra klubbens eget U16-hold er blevet en del af U18 DM-truppen. Det drejer sig om Cajsa Hansen, Kirsten Madsen, Victoria Wik, Signe Markvardsen, Freja Hansen, Mille Storm og Yasmin Harlsby.

Starter mod de forsvarende mestre

Det bliver ikke nogen let start på sæsonen for Brøndby. De møder nemlig de forsvarende mestre, Fortuna Hjørring, som sidste år vandt ligaen suverænt. Brøndbys træner, Lasse Petersen, ser frem imod kampen og glæder sig til at se en kamp mellem to meget “boldspillende” hold.

“Kampene imod Fortuna er altid spændende. Det er 2 gode fodboldspillende hold, som samtidig også godt kan spille fysisk. Dette er i mine øjne årets fedeste kamp. Jeg forventer 2 mandskaber, der kommer med 100% og vil ud at spille fodbold. Derudover, så er der utrolig mange dygtige spillere på begge hold, så mon ikke vi kommer til at se lidt fine individuelle detaljer,” lyder det fra Lasse Petersen.

Udover kampen mellem Fortuna Hjørring og Brøndby, så byder lørdagen en yderligere kamp. Den står mellem Kolding Q og Team OdenseQ, som i sidste sæson også endte i den øverste del af tabellen. Kolding sluttede som nummer 2, mens Team OdenseQ blev nummer 4. Begge kampe spilles lørdag den 10.august kl. 13.  Der er altså lagt op til en spændende start i U18 DM-ligaen – skal du se med?