Tre Lyon-spillere kæmper om titlen som Europas bedste

0
1600
Illustration: UEFA

Tre spillere fra samme klub er nomineret til UEFA Womens Player of the Year 2018/19. Sidste års vinder Pernille Harder blev nummer seks

Uanset hvem der vinder titlen “UEFA Womens Player of the Year 2018/19”, så kommer de til at juble i Olympique Lyon. For de tre spillere, som er nomineret til prisen som Europas bedste i den forgangne sæson, kommer alle fra den franske storklub, der vandt årets Champions League-turnering.

Det drejer sig om norske Ada Hegerberg, der blev topscorer i Champions League, den franske midtbanestjerne Amandine Henry, samt den engelske forsvarsspiller Lucy Bronce, der var en af Englands vigtigste under VM.

Ada Hegerberg scorede hattrick i Champions League-finalen mod Barcelona. Hun er tidligere vinder af UEFA Womens Player of the Year i 2016, og hun blev nummer to i 2018, hvor Pernille Harder vandt prisen.

Amandine Henry har også været nomineret flere gange. Faktisk sætter hun ny rekord i år ved at være den første spiller, der er blevet nomineret til UEFA Womens Player of the Year hele fire gange.

Den tredje nominerede, Lucy Bronze, skriver også historie. Hun er den første engelske spiller, der er nomineret til prisen, hvilket er et tydeligt tegn på den udvikling, som engelsk kvindefodbold gennemgår i disse år.

FODBOLD FOR PIGER med til at stemme

Det er en jury bestående af bl.a. trænere fra topklubber og landshold samt journalister, der skriver om kvindefodbold, der vælger UEFA WOMENS BEST PLAYER. Hvert jurymedlem kan afgive 5, 3 og 1 point på tre spillere af eget valg, og ud fra denne stemmeafgivning, nomineres de tre spillere, som får flest point.

FODBOLD FOR PIGERs redaktør Steen Trolle har siden 2014 været det danske jurymedlem. Han har i år fordelt sine stemmer med fem point til Pernille Harder, tre til Amandine Henry og en stemme til Lucy Bronce.

Pernille Harder vandt UEFA WOMENS PLAYER i 2018. I år blev hun nummer seks i afstemningen og bliver dermed ikke blandt de tre nominerede. Foto: UEFA

Dermed har Danmark været med til at pege på to af de tre nominerede. Til gengæld var vores point til Pernille Harder ikke nok til at sikre sidste års vinder en plads blandt de nominerede.

Prisen uddeles i næste uge i forbindelse med et stort UEFA-arrangement i Monaco. FODBOLD FOR PIGER er med til arrangementet og det efterfølgende pressemøfe med vinderen.

Nedenfor kan du se, hvordan stemmerne fordelte sig på de øvrige spillere i top 10:

UEFA WOMENS BEST PLAYER – PLADSERNE 3-10

4. Vivianne Miedema (Arsenal & Holland) – 31 point
5. Ellen White (Birmingham City, nu Manchester City & England) – 22 point
6. Pernille Harder (Wolfsburg & Danmark) – 21 point
7. Dzsenifer Marozsán (Lyon & Tyskland) – 12 point
8. Caroline Graham Hansen (Wolfsburg, nu Barcelona & Norge) – 10 point
9/10 Lieke Martens (Barcelona & Holland) – 9 point
9/10 Wendie Renard (Lyon & Frankrig) – 9 point