Silkeborg Efterskole giver udviklingsmuligheder på alle niveauer

0
3843

Elitefodbold på Silkeborg Efterskole

Silkeborg Efterskoles nye pigefodboldlinje har vist, at man som elev på linjen får mulighed for at udvikle og rykke sine fodboldmæssige kompetencer uanset niveau. Netop rummeligheden er et vigtigt element i skolens værdigrundlag, og dette afspejler sammensætningen af elever på linjen også. Der har været spillere på forskellige niveauer rent fodboldmæssigt, men med fokus på differentieret træning og et stærkt samarbejde med EliteSilkeborg og Silkeborg IF Q, har det været muligt at sikre et udviklingsmiljø, der tilgodeser både bredde- og elitespillere. Et særskilt træningstilbud til elitespillerne to gange om ugen i linjetiden sikrer, at også elever på højeste niveau får de bedste forudsætninger for at udvikle sig fodboldmæssigt, ligesom Jonas Thomassen, der er lærer på fodboldlinjen, er ansat som assistenttræner på Silkeborg IF Q’s U18 hold i den bedste danske række.    En af de spillere, der har nydt godt af elitetilbuddet på Silkeborg Efterskole, er Dicte Norby.

“Efter jeg startede på SES, har jeg fået mulighed for at spille på højeste niveau. Tidligere trænede jeg tre gange om ugen, men nu træner jeg ca. det dobbelte, og det har helt klart udviklet mig! Det kan lyde af rigtigt meget, men de tre af træningerne foregår enten sammen med linjen eller på samme tidspunkt, så der er også tid til at være sammen med de andre elever – det er jo også derfor, jeg har valgt at gå på en efterskole.”

Et udviklingspotentiale for alle

På trods af et stærkt samarbejde med elitemiljøet i Silkeborg, er målet med Silkeborg Efterskoles fodboldlinje at rumme alle typer af fodboldspillere. Linjelærer Jonas Thomassen understreger også vigtigheden af, at linjen afspejler skolens værdigrundlag:

”Det særskilte elitetilbud giver mulighed for differentieret træning, så alle matches på et passende niveau, men samtidig har det været vigtigt for os, at alle elever på linjen træner sammen mindst én gang om ugen uanset niveau. Det er godt for eleverne at opleve, og det er vigtigt for fællesskabet på linjen – vi spiller jo kampe sammen, og så giver det også en bred udvikling rent fodboldfagligt, når alle eleverne træner samlet. Det har været super fedt at opleve i løbet af året, og pigerne har været virkelig gode til at være sammen som gruppe.”

På Silkeborg Efterskole er elitetilbuddet altså et tilvalg, men det er motivationen for fodbolden og fællesskabet, der er det vigtigste.                                                        Winnie Dyrvig, en af de nuværende elever på skolen, har udelukkende spillet fodbold på SES, og hun fortæller følgende om hendes oplevelse på skolen:

”Jeg har udviklet mig rigtigt meget fodboldmæssigt på Silkeborg Efterskole, og jeg har fået meget mere lyst til at spille fodbold. Træningen har været super god og varieret, og jeg har faktisk valgt at søge ind på en sportsklasse med morgentræning på gymnasiet – det havde jeg slet ikke troet, inden jeg startede på SES!”

Det første år har således givet masser af gode erfaringer og oplevelser, og i det kommende år er vi klar til at byde en fuld linje med 18 fodboldpiger velkommen på Silkeborg Efterskole – og vi glæder os!

Vi ses på SES!

Find os på www.silkeborgefterskole.dk