Claus Christiansen og Thomas Ambrosius er ny trænerduo for IF Lysengs 1. divisionskvinder

0
918
Sportschef Kent Vad Bargisen og Lysengs nye trænerduo Claus Christiansen og Thomas Ambrosius

I starten af december måned kunne IF Lyseng med stor glæde præsentere de to trænere, der fremover skal stå i spidsen for klubbens 1. divisionskvinder. Som cheftræner er ansat Claus Christiansen, mens Thomas Ambrosius er tilknyttet som assistenttræner.

Lysengs sportschef Kent Vad Bargisen er meget tilfreds med ansættelserne: ”Lysengs 1. divisionskvinder får i Claus Christiansen en meget kompetent cheftræner, der både er dedikeret og passioneret, og som har øje for det store arbejde, der bliver lagt i talentudviklingen i Lyseng. Thomas Ambrosius er samtidig den ideelle assistenttræner, der via sine tidligere trænerhverv i Lyseng har et indgående kendskab til klubben og truppen, og som vil være en vigtig sparringspartner for Claus.”

IF Lyseng har valgt at lave en toårig aftale, med mulighed for et års forlængelse, med Claus Christiansen (tidligere Superligaspiller i AGF). Kent Bargisen udtaler herom: ”Vi ser ansættelsen af Claus som den rigtige løsning for fremtiden for vores bedste kvindehold. Claus har den rette profil som træner, og har vist resultater med de hold han tidligere har trænet. Han har også været dygtig til at udvikle de enkelte spillere. I Skanderborg var 11 af spillerne i 2. division eksempelvis spillere, der var med hele vejen fra serie 2. Claus blev desuden kåret til årets træner i Danmark i 2012. Da Claus også har et godt navn i Aarhus, gør det, at han er en spændende kommerciel profil, som vi kan bruge i vores branding og markedsføring af Lyseng. På denne måde kommer der synlighed på nuværende og kommende sponsorer og ved denne ansættelse viser vi, at vi står stærkt til fremtiden.”

Thomas Ambrosius’ aftale som assistenttræner har samme løbetid som Claus’ aftale. Thomas Ambrosius vikarierede i oktober-november som assistenttræner for Lysengs bedste kvinder, et hverv, der nu er gjort varigt.

De sportslige ambitioner

Om de sportslige ambitioner udtaler Sportschef Kent Vad Bargisen: ”Opgaven består af flere lag. Sammen med de andre dygtige trænere i seniorafdelingen, skal Claus og Thomas sikre, at der spilles 1. division i Lyseng efter sommerferien. Herefter er målet at blive nr. et eller to i grundspillet og at komme med i oprykningsspillet til kvindeligaen i foråret 2021. Alt dette skal gøres samtidig med, at holdet og spillerne fortsætter den gode udvikling i Lyseng. Claus og Thomas skal ligeledes sikre, at der er sammenhæng til klubbens talentfulde U18DM-piger, og at U18-pigerne integreres godt i seniortruppen, når de er færdige som ungdomsspillere. På den måde er det ambitionen at jagte muligheden for, at Lyseng kan rykke op og etablere sig i kvindedivisionen med egenudviklede spillere inden for de næste to år.”

Om valget af den nye trænerduo

Om processen for ansættelse af den nye trænerduo udtaler Sportschef Kent Vad Bargisen: ”Da vi i løbet af efteråret blev nødsaget til at skifte ud på trænerposten, var en af de vigtigste opgaver at finde den trænerduo, som skulle lede vores førstehold i de kommende sæsoner. Vi ledte efter personer, der samtidig med at skabe resultater også kan udvikle vores mange allerede dygtige spillere yderligere. Det var vigtigt, at cheftræner såvel som assistenttræner indeholder både de fodboldfaglige som de sociale og personlige kompetencer, der skal sikre, at der er harmoni mellem de ting, der sker på og udenfor banen.

I forløbet har der været flere spændende, kompetente kandidater. Efter flere samtaler, møder og indhentning af referencer, er vi helt sikre på, at vi har fundet den helt rigtige løsning med ansættelsen af Claus som cheftræner og Thomas som assistenttræner.

Claus Christiansen har den rette alder, er yderst erfaren og er en dygtig og kompetent træner. Han har selv spillet på det højeste niveau i Danmark, og har på den måde mærket både kravene og forventningerne til at skulle yde og præstere til træning og kamp. Selvom Claus aldrig tidligere har trænet seniordamer, er vi fuldt ud sikre på, at han har kvaliteterne til at klare den opgave også. Da vi jo samtidig har lavet en aftale med Thomas Ambrosius, som har været omkring holdet i efteråret, ser vi dem som det perfekte makkerpar. Claus og Thomas kender desuden hinanden fra tidligere, da de har spillet sammen i AGF og Herning Fremad.”

Stort velkommen til Claus og Thomas – vi glæder os til samarbejdet!

Kent Vad Bargisen, Sportschef

Claus’ tidligere trænerhverv
  • 2002-2003   AGF DS
  • 2004-2005   FC Horsens Kval.-række og DS
  • 2006           Brabrand IF 1. Div.
  • 2007-2009   Åbyhøj piger (Årgang 2001)
  • 2008-2013   FC Skanderborg Serie 2 til 2. div.
  • 2014           TST Serie 3
  • 2014-2017   Aarhus Fremad DS – 2. div.
  • 2018-2019   Silkeborg KFUM JS og DS
Thomas’ tidligere trænerhverv
  • 2009-2016   Børnetræner IF Lyseng, drenge.
  • 2018-2019   Assistenttræner IF Lyseng U18DM-piger
  • 2019           Assistenttræner IF Lyseng 1. Division Kvinder (2 mdr.)