Betina Toft fra Ensted IF er indstillet til Trænerprisen 2019

0
1485
Foto: Ensted IF

Betina Toft er blandt de nomineret til årets trænerpris for sit arbejde med U12 pigerne fra Ensted IF.  

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

”Betina er meget dedikeret til fodbold og alle de positive tilgange, som fodbold giver. Hun går ekstremt meget op i sammenhold, mandskabspleje, holdånd, antimobning og socialt samvær”.

Sådan lyder det om Betina Toft, som er indstillet til Trænerprisen 2019, der uddeles af Fodbold Studier. Her er syv trænere nomineret, og flere af dem træner piger. Betina Toft er nomineret for sit arbejde med U12 pigerne fra Ensted IF.

Fokus på breddefodbold

”Jeg blev selvfølgelig meget glad, men også overrasket. At jeg blev en af de nominerede, gør mig ikke mere speciel end alle de andre frivillige, der ugentligt hopper i træningstøjet og er sammen med børnene. Jeg ser det mere, som at være en af mange, da jeg har mødt en masse engagerede trænere. Det vigtige er, at der er fokus på breddefodbold, hvor der er plads til alle,” fortæller Betina Toft til FODBOLD FOR PIGER.

Betina Toft har i mange år forsøgt at fremme pige- og kvindefodbolden i klubben, hvor hun både er vellidt blandt spillere, trænere og forældre. I sin træning med pigerne sætter hun især fokus på fællesskabet, som alle skal bidrage til:

”Min motivation er helt klart samværet og glæden over når noget lykkes, og når jeg kan se, at der sker en udvikling for den enkelte spiller og for holdet. Begejstring og glæde er noget, som jeg har meget fokus på. Da fodbold er et holdspil, er det derfor vigtigt for mig, at alle yder noget – også socialt. Det er dermed væsentligt, at spillerne tager et medansvar for, at alle trives og føler sig værdifuld for holdet. Det er uanset, om du er god til indkast, score mål, være i forsvaret eller er en god hepper. Uanset talent kan ingen vinde en kamp alene,” lyder det fra Betina Toft.

Trænerprisen er én af de 10 fodboldpriser, som Fodbold Studier tildeler. Prisen er en hyldest til breddefodbold, og det er brugerne, som står for valget igennem en afstemning.

Du kan stemme på Betina eller en af de andre nominerede her.